Mit Danmark - En ny dansk-arabisk virkelighed
04. februar 2007 kl. 21:55
på
DR1
Tilrettelæggelse og produktion:
Final Cut Film Production
Produktionen er støttet økonomisk af
Det Danske Filminstitut, DR og Al Arabiya/O3 Productions/MBC samt International Media Support
I disse dage for et år siden fik Muhammedkrisen danske flag til at flamme på alverdens tv-skærme. Nu indbyder DR1 og den arabiske tv-station Al Arabiya millioner af seere til en anderledes, fælles tv-oplevelse, når begge kanaler samtidig viser dokumentaren "Mit Danmark".
I filmen fortæller 10 danskere med arabiske rødder, i tæt samarbejde med 9 af Danmarks bedste filminstruktører, andre danskere OG slægtninge og venner i de arabiske lande om det liv, der er deres i Danmark. På denne måde får hele Danmark og Mellemøsten en unik mulighed for samtidigt at se ind i et liv, som sjældent når forsiderne.
De andres Danmarksfilm
Vi møder den professionelle soldat Amjad Adnan Kanaan, der har meldt sig til tjeneste under dansk flag i Afghanistan.
Og vi møder Nada Hawa, der lige nu er spejderleder i en dansk trop, men som snart rejser til Libanon for at blive gift.
Vi møder også Janus Bakrawi, der - trods en polsk mor, en palæstinensisk far og utallige dumsmarte bemærkninger fra 'etniske danskere' - er københavner af hele sit hjerte.
Alle kalder de Danmark hjem, trods dårlig kaffe og skæve blikke. Forfatteren Muniam Alfaker fra Bagdad er på sit sjette kaffemærke siden ankomsten til Danmark. Han kan ikke finde det rigtige - og velkendte - blanding, ligesom han ikke kan få tv-billederne af døde, irakiske børn væk fra nethinden.
Muniam Alfaker er en af de tusindvis af nydanskere, der forsøger at få hverdagen til at fungere i Danmark. Et land, som blev en lille smule koldere, da tolv tegninger satte sindene i brand.
En mangfoldighed af instruktører
Filmens enkle, personlige historier stiller de store spørgsmål:
-
Hvorfor er det vigtigt at høre til et sted?
-
Ville verden være et bedre sted, hvis vi alle overholdt spejderloven?
-
Og hvis frihed er vigtigst - din eller min?
Filmisk horisontudvidelse
Ideen til projektet opstod hos filmmagerne Janus Billeskov Jansen, Signe Byrge Sørensen og mediekonsulenten Torben Brandt.
Janus Billeskov Jansen fortæller:
- "Mit Danmark" er et filmprojekt, som udspringer af en indre nødvendighed: I en tid med mange fjendebilleder har vi som filmkunsterne et særligt ansvar for at skabe alternative fortællinger om "os" og "dem". Vi ønsker som kunstnere at bruge vores evner og ytringsfrihed til at skabe billeder, der lægger vægt på at vise folk som hele mennesker, med de styrker og svagheder vi alle har - frem for at dæmonisere bestemte grupper for et bestemt aspekt af deres tilværelse - for eksempel deres religion.
- Verden har hørt meget om tegningerne, men ikke så meget om den danske dagligdag, fortæller Signe Byrge Sørensen. I Danmark hører vi dagligt en hel del om, hvad Danmark, danske værdier og danskhed er, men vi hører sjældent om, hvordan danske indvandrere og flygtninge med rødder i Mellemøsten oplever deres Danmark. Vi kender dem som statistikker, men ikke som mennesker. Med vores film vil vi bidrage til at gøre det mentale billede af Danmark større, både i Danmark og i Mellemøsten.
TV-stationer i dialog
Filmen samsendes med en af Mellemøstens to største sattelit-TV-kanaler, Al Arabiya. Stationens senior-producer Mohamed Soueid, som selv er en internationalt respekteret filmmand og filmkritiker, har siddet i filmens redaktion.
Samarbejdet blev etableret igennem International Media Supports medieprogram, som støtter mediesamarbejder, der kan skabe mindre stereotype og mere nuancerede billeder af Mellemøsten i vestlige medier - og mere nuancerede billeder af Vesten i de Mellemøstlige medier.
Et mål der så rigeligt opfyldes, når DR1 og Al Arabiya nu sender den samme film - den samme aften til millioner af potentielle seere i Danmark og i Mellemøsten.
Hvis du ønsker at tale med den medvirkende eller instruktøren om filmen, så kontakt venligst:
Barbara Scherfig: 25 30 32 95 / barbara@scherfig.dk
Signe Byrge Sørensen: 41 18 48 90 / byrge@final-cut.dk