Den dag Theo van Gogh blev myrdet
Tysk dokumentar: 09. oktober 2008 kl. 18:35
på
DR2
Originaltitel:
Den Tag als Theo van Gogh ermordet wurde (2006)
Produktion:
Esther Schapira for Hessischer Rundfunk
Om morgenen den 2. november 2004 blev en mand myrdet på åben gade midt i Amsterdam. Men det kunne være sket hvor som helst i Europa. Ofret var filmmanden Theo van Gogh.
Den hollandske filmmager Theo van Gogh lavede sammen med den somaliafødte Ayaan Hirsi Ali den stærkt islamkritiske film ”Submission” om kvndeundertrykkelse i islam.
Efter premieren på hollandsk tv, modtog Theo van Gogh mange mordtrusler, som han nægtede at tage alvorligt.
Henrettelse på åben gade
Den 2. november 2004 klokken ni om morgenen blev han myrdet i Linnaeusstraat i Amsterdam med otte skud. Derefter skar morderen hans hals over og fastgjorde et fem sider langt trusselbrev mod Ayaan Hirsi Ali med en kniv i hans bryst.
Morderen flygtede fra åstedet, men blev senere pågrebet efter en skudveksling med politiet.
Mordet blev begået af den unge muslim Mohammed Bouyeri. På mordtidspunktet var han 26 år gammel, født i Amsterdam af forældre med marokkansk baggrund og vokset op i Holland.
Han havde både hollandsk og marokkansk statsborgerskab og virkede velintegreret. Blev mordet begået i et øjebliks sindsforvirring?
Morder og martyr
Instruktøren Esther Schapiro beskriver baggrunden for den offentlige henrettelse. Hun kortlægger Mohammed Bouyeris fortid og opdager, at han på ingen måde er den depressive, ensomme snigmorder, men tværtimod var medlem af en terrorcelle med forbindelser til Al Qaida, der blev overvåget af den hollandske efterretningstjeneste.
Meget tyder på, at Bouyeri med mordet stilede mod et martyrium. Esther Schapiro mener, at van Gogh blev myrdet som substitut for Ayaan Hirsi Ali, der var alt for godt bevogtet til, at Bouyeri kunne komme hende nær.
Hirsi Ali selv advarer i programmet mod at undervurdere de voldelige tendenser i den fundamentalistiske islam og appellerer om et forsvar for demokratiet.
Ytringsfrihed under pres
Mordet på Theo van Gogh var ikke kun en kontroversiel filmmagers tragiske død. Samtidig blev der erklæret hellig krig mod ytringsfriheden. ”Et mord som dette”, siger van Goghs ven og kompagnon Gijs van de Westelaken, ”er mere effektivt end noget terrorangreb med flere hundrede døde.
Dette angreb får mange til at ændre adfærd. Mange tør ikke mere sige, hvad de mener så åbent som før.”
”Den dag Theo van Gogh blev myrdet” er et rystende vidnesbyrd om det foruroligende store, internationale terrornetværk, den farlige fremmedgørelse af unge muslimer i lande, hvor de nok er født, men hvor de i stadig større grad føler sig uden for og den stigende frygt, der får mange almindelige mennesker til at tie stille og bagatellisere faren.
At det handler om Holland er en tilfældighed. Det kunne være sket i et hvert land i Europa!