Tekstuddrag

Her kan du læse et uddrag af den novelle, Anne Marie Løn har skrevet inspireret af 'Den 6. sans på arbejde'. Du kan læse hele novellen i bogen 'Fantastiske Fortællinger', der udkom 17. november 2006 på Per Kofods forlag.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

I FREDENS TJENESTE (4.side)
af Anne Marie Løn

... Anlægget blev ikke færdig den sommer, det er nu første gang, jeg ser det fuldført. Fra at være et sted hvor enhver kunne færdes og føle sig vedkommende i forhold til de navnløse døde, føler man sig nu som lidt af en spion. Før lå en blomst, en buket eller krans spredt hist og her på plænerne og kunne gælde lidt for dem alle, nu ligger de ved udvalgte kors møntet på et af de navne, som står hugget ind i granitten og vidner om værdi af omlægningen af massegravene for de efterlevende.
På må og få går jeg indover plænerne mellem stenene, standser op, står og lytter til stilheden og indhentes af en tryg fornemmelse fra dengang af, at dette er historie, af at det aldrig vil sker igen - oplysning og indsigt efter de bitre erfaringer vil i fremtiden standse ethvert tilløb til krig i vores del af verden. Aldrig mere skal fædre og sønner drage i krig med ufattelige menneskelige omkostninger som det sikreste resultat.

Opfyldt af et diffust vemod over fortid og nutid går jeg langsomt og planløst tilbage mod den almindelige kirkegård og føres som ved hånden bort fra lågen, jeg kom ind gennem, ad mindre stier på langs og tværs som efter et mål, et bestemt sted, en grav. Midt inde på kirkegården nær vandhaner og skraldespande indbyder en bænk i et grønt, neutralt område mig til at hvile.
Mens jeg sidder fuldstændig stille uden at se mig omkring, uden at tænke, toner et møde fra dengang her på kirkegården frem fra underbevidstheden med en klar fornemmelse af, at jeg fik sat ansigt på sorgen… et møde, flere møder med en sørgende dæmrer for mig.Ved et barns grav blev jeg delagtiggjort i en konkret sorg, som lindrede min mangetydige smerte. En mors sorg over en lille drengs død i fredstid mod de tusind våbenføre mænds, mod de hundreder vis af kvinders og børns undergang i krigens lange spor. En ung kvinde ved sit barns grav rummede dem alle og det hele.
En fornemmelse af, at jeg ikke er færdig her, at der er noget mere jeg skal se, er stærkere end den fornemmelse der siger, jeg må se at komme videre. Fødder tegner streger i gruset foran mig på bænken, øjnene følger bevægelsen, der frembringer bløde buer som marehalm i vinden der tegner buer i sandet, mens tankerne forsvinder og gør plads for det, der trænger op fra underbevidstheden for at komme indenfor erindringens rækkevidde.
Fødderne går som af sig selv, da jeg rejser mig, det føles rigtigt, som om jeg kom nærmere noget, jeg ved ikke hvad… det er fornuftsstridigt, men jeg har ikke en tanke for alle de år, der er gået, ingen bevidsthed strejfer mig om et gravsteds normalt korte løbetid. Snart befinder jeg mig på en lidt bredere sti, ser mig omkring og ved, at her passerede jeg forbi nogle gange sidst på eftermiddagen med retning mod cyklen ved kirkegårdslågen ned mod byen modsat den, jeg er kommet ind af i dag. For mit indre blik nærmer jeg mig lågen, ser cyklen lænet op ad kirkegårdsmuren og husker nu en kvinde, som jeg ikke kunne undgå at lægge mærke til, ung og forslidt, med ophovne, røde hænder og blanke øjne i hævede omgivelser...

Skrevet af: Anne Marie Løn