Anne Marie Løn

• Se udsendelsen om Anne Marie Løn  

Hvorfor er du med i dette projekt?
I den udstrækning projektet interesserer sig for metoden, synes jeg, det er vanvittig spændende. Der er jo nemlig det ved det, at der ikke findes nogen vedtaget metode, der er det ene krav til det gode stykke litteratur: Det skal bare virke!
Man har sin egen metode, den flytter sig lidt med tiden og erfaringen, men i det store hele har den en substans af tyngde i sig, som man gerne havde været foruden, hvis man kunne. Der er for mig en række lovmæssigheder i det at skrive skønlitteratur, som popper op gang efter gang, lovmæssigheder som jeg gerne var fri for.
En talemåde i virkeligheden er: Hvorfor gøre det svært, når det kan gøres let.
I mit arbejde med fiktionen er det sådan: Hvorfor gøre det let, når det kan gøres svært.
Jeg går altid de tungeste og sværeste veje med alting, kringlede, stenede, til og med glasskårs bestrøede veje, jeg går, jeg kryber og jeg kravler... sådan er det h v e r gang, ad sære sideveje og krinkelkroge, og så sker det, at det viser sig at have været den direkte vej til det, man måtte have sigtet mod.
Så der er altså en vældig bonus i at gøre det lette svært. Mon den bonus også vil "blive udbetalt", når man har "solgt" sig til et tvungent udefrakommende afsæt? Det vil jeg gerne finde ud af.
Kunne jeg, ved at medvirke i FF, opnå at få en god oplevelse af, at det kan gøres mere enkelt, knapt så smertefuldt (og dog lige frydefuldt, for det er det i høj grad også for mig, frydefuldt at skrive når det kører) - kunne jeg opnå at få sådan en erfaring, ville det være meget værd for mig. Derfor sagde jeg ja tak til at være med.
Og det på trods af, at jeg godt kan blive-, ja, faktisk er forarget over, at man sætter så mange ressourcer i form af kompetente medarbejdere etc. og økonomi, bevar mig vel, ind
på sådan en lidt fortænkt ide, mens DRtv fuldstændig svigter sine public service forpligtelser på litteraturområdet.
Alle forfattere sidder med et fantastisk stof omkring deres bøger, som langt de fleste gerne ville fortælle om, også processen frem til resultatet, hvis de bare fik lov, det ville være så enkelt og ikke særlig kostbart, at lave interviews, litteratur café og hvad ved jeg på tv til formidling af litteraturen. Det sker ikke. Der er ingen undskyldning for det. Det er et holdningsspørgsmål, og den holdning er åbenbart ikke grundlæggende tilstede, at litteratur er vigtig.

Hvilken historie har du ladet dig inspirere af?
Den mindst ringe af de to, jeg fik at vælge mellem. Kun fordi bordet fangede, og jeg havde sagt ja til at være med, kunne jeg tænde på den, og det gjorde jeg så eftertrykkeligt. Det er historien om hvordan en kvinde i to tilfælde oplever noget skytsengle agtigt med sin søn som lille, kunne man sige, så min historie bliver inde ved benet en kvinde og mor, der er tryg ved det, hendes søn foretaget sig (professionel i hæren, udstationeret i Irak) fordi hun mener, han har en skytsengel. Det har han ikke! Sorry! Arbejdstitlen er: Ham sker der ikke noget. Det lyder altsammen frygtelig banalt, det er det også, men jeg tror på det, jeg tror der kommer noget, der kunne ligne en fantastisk fortælling, om ikke i Blixensk så i mere almindelig forstand ud af det. Det ville være halsløs gerning for mig at begynde at skrive endnu, men jeg glæder mig... jeg researcher, ser billeder/fotos, river ud af aviser og blade og gør og ser på dem.

Hvad synes du gør en historie fantastisk?
De mennesker, der befolker den på godt og ondt, så enkelt! Får forfatteren deres puls til at banke gennem siderne så, ja, så bliver jeg grebet uanset hvor banalt det måtte være, det der sker i historien.

Hvad gør at en historie kan give dig inspiration? - nævn gerne eksempler fra historierne, der er indsendt til sitet?
Inspirationen (som jeg synes er et dumt ord, impuls er meget bedre!) kan indfinde sig, når jeg kommer ud for noget, jeg kan identificere mig med på et omend aldrig så abstrakt plan. I dette tilfælde bliver det ikke særlig abstrakt, fordi jeg er mor og har en søn.
Så de følelser, der vil være omkring ham i form af ængstelse, noget hun i min fortælling ikke vil vide af, dem kender jeg, og det er nødvendig for historien. Men uanset man tager afsæt i noget fra virkeligheden, så er det sådan, at der er et eneste sted, det kan komme fra, der gør historier til litteratur, og det er indefra i dig selv. Kan du ikke se det indefra, så kan du heller ikke se det udefra, nok som medmenneske, ikke som forfatter.

Skrevet af: Anne Marie Løn