Lone Hørslev

• Se udsendelsen om Lone Hørslev  

Hvorfor er du med i dette projekt?
Jeg kan godt lide at tage imod udfordringer, som jeg har mistanke om, kan få mig steder hen, jeg ikke ville finde hen på egen hånd. Det er for eksempel helt nyt for mig at starte med at have en historie, før jeg overhovedet har skrevet et ord. Jeg ved normalt aldrig hvad jeg skal skrive om, før jeg går i gang. Normalt starter jeg ALTID med at have ORD, et enkelt ord eller en sætning, sprog i det hele taget, der stille og roligt trækker flere ord og flere sætninger med sig - og så må fortællingen komme hen ad vejen.

Hvilken historie har du ladet dig inspirere af?
En historie om en kvinde, der på vej til et møde farer vild i en skov, og derfor ligger og kører rundt (i bil) i denne her mørke og skumle skov i vestjylland, indtil hun - ved en fejl (men til hendes store held) - kommer til at ringe op til en gammel dame, der over telefonen guider hende gennem skoven og hen til den restaurant ("Marie Grubbe"), hvor mødet afholdes. Hun finder aldrig ud af hvem hun talte med. Meget mærkeligt...

Hvad synes du gør en historie fantastisk?
Jeg bryder mig slet ikke om det der ord: fantastisk. Hvad betyder det? Hvis min søn har lært et nyt ord, synes jeg det er fantastisk. Hvis jeg finder en hundredekroneseddel på gulvet i Føtex, synes jeg det er fantastisk. Indenfor litteraturteorien taler man om fantastisk litteratur som en genreform "hvor fortællingen rummer begivenheder, der sprænger den naturlige forklaring". Men det kan man jo sige om så meget… 
Under alle omstændigheder synes jeg kun en fantastisk historie er RIGTIG fantastisk, hvis den giver sin læser lov til at beholde sin UNDREN, sin tvivl omkring de her ting der "sprænger den naturlige forklaring". Jeg vil ikke have at vide HVORFOR. Men jeg vil gerne vide HVAD og HVORDAN. Historien skal folde sig ud, så den ikke giver svar, men stiller masser af spørgsmål - sådan er det i øvrigt altid; en tekst skal helst være pivåben og fuld af sprækker og revner. Efter min mening. Den skal have som sit fornemmeste mål at invitere sin læser indenfor og give plads til hans eller hendes aktive 'tænken med'.
I forhold til 'min' historie, er det jo et utroligt (fantastisk?) sammentræf der sker: en person ringer forkert - og får dermed faktisk kontakt til (måske) den eneste i verden, der rent faktisk er i stand til at hjælpe. Det fine er selvfølgelig også, at man aldrig får at vide hvem det er hun taler med - hvem hjælperen er - historien slutter hvor de to lægger røret på, og efterlader læseren tilbage med sin fascination og uro og undren.

Hvad gør at en historie kan give dig inspiration? - nævn gerne eksempler fra historierne der er indsendt til sitet?
Jeg bliver meget sjældent inspireret af HISTORIER som sådan, som sagt, jeg starter nærmest altid med at blive inspireret af sprog. Ord. Ord der sætter associationer i gang, sætter andre ord i bevægelse, danner sætninger osv.
Historier som sådan er uinteressante, hvis de ikke har en form, eller hvis formen er meget løs. Et eller andet sludrechatol, som ikke kan strukturere sin fortælling kan ødelægge selv den bedste røverhistorie, og den vil som udgangspunkt ikke interessere mig. Omvendt kan selv den mest dødssyge historie få krop og nerve hvis den har en stram og gennemarbejdet form.

En god historie skal først og fremmest have smæk i sproget!

Skrevet af: Lone Hørslev