Robert Zola Christensen

• Se udsendelsen om Robert Zola Christensen  

Hvorfor er du med i dette projekt?
Det er der tre grunde til:

1) Jeg har i mange sammenhænge arbejdet i skæringsfeltet mellem fiktion og virkelighed. Det interesserer mig. Her er det autentiske historier, vi går ud fra. Virkeligheden er jo i det hele taget kommet på mode. I dokumentarprogrammer gennemrodes tykke menneskers liv, i reality-shows zoomes der ind på deltagernes intimhygiejne, og krimiserier bygger ikke sjældent på virkelighed og ser virkelige ud. Det er fint nok, men det her forekommer mig meget sjovere. Meget bedre. Men lad os nu se, hvad der sker. Måske sker der ikke en skid.

2) At skrive er egentlig en solo-ting. Og det har jeg dårlige erfaringer med. Jeg holder af at komme i berøring med de omgivelser, jeg lader min inspirere af. Jeg dur ikke til at sidde alene. Det ved jeg nu. For et par år siden havde jeg et stort hul i kalenderen og kunne hengive mig til skrivearbejdet i tre måneder. Så sad jeg så der og kiggede på den tykke grønne hæk to meter fra vinduet. Når telefonen ringede ud på eftermiddagen, blev jeg forskrækket. Jeg kiggede længe på den, før jeg sagde hallo med ubrugt stemme.

3) Jeg udgiver en roman i oktober. Tennis, hedder den. Jeg vil gerne skrive stor kunst og være glad ved det. Men jeg vil også gerne læses. Mit program kommer til oktober, det kan måske også skabe en vis interesse omkring min udgivelse. Så vil jeg sidde i tv-ruden med Tennis og sige sådan noget som: ”da jeg skrev årets julegaveide…”

Hvilken historie har du ladet dig inspirere af?
Den jeg fik serveret, og den siger mig umiddelbart ikke noget. Overhovedet. Handlingen skal helst udspille sig i Trekantsområdet, og jeg vil så gerne, men lige nu er Karsten Kørelærer, det hedder min hovedperson, på vej til Polen. Altså væk fra Trekantsområdet. For at nærme mig historien, må jeg bevæge mig væk fra den. Det er jeg i hvert fald i gang med. Det kan lyde som et problem, men det er det ikke. Det handler i høj grad om processen, hvor historien skubber mig hen. Lige nu flygter jeg vist mest fra den.

Hvad synes du gør en historie fantastisk?
De historier, vi skal arbejde med her, handler om det usandsynlige, pudsige og spektakulære sammentræf. De er korte, fyndige og anekdotiske og godt nok med det. De er fantastiske i betydningen, at de demonstrere, at der er noget andet og større på færde end den menneskelige vilje og det menneskelige forsøg på at bemestre omgivelserne. Min egen yndlingshistorie om emnet hedder døden i Samarkand, og den går sådan her: en soldat ser døden på markedspladsen. Han mener at se døden udføre en truende ges­tus rettet mod ham. Fluks farer han til kongen og anmoder om at få stillet den hurtig­ste hest til sin rådighed, så han i ly af natten kan flygte fra døden – til Samarkand. Kongen tilgodeser hans ønske, og her­ef­ter hidkalder han døden, som han bebrejder at have haft fingrene ude efter en af hans bedste mænd. Forundret svarer døden: ”Jeg havde ikke til hensigt at jage ham en skræk i livet. Min gestus skyldtes udeluk­kende min over­raskelse over at se soldaten her, da vi allerede i morgen tidlig skal mødes i Samarkand”. Noget af et skæbnemøde, må man sige. Det eneste sikre, vi ved, er, at vi en dag skal gå bort. Men det er ikke til at sige hvor, hvor­dan og hvornår vi vil møde døden. Det er den slags, de fantastiske historier handler om. Hvordan virkeligheden sker fyldest til trods for de menneskelige krumspring og flugtmanøvre. Der synes at være noget andet og større, der virker og arbejder bag fremtrædelserne. Helt fin med mig. Men de er sjældent gode at skrive litteratur ud fra. Heller ikke dem, DR har samlet ind. Ét af deres største aktiver er netop, at de er sandfærdige. MEN når vi nu skriver LITTERATUR, FIKTION, så bliver det noget af en hovsa-løsning – aargh: Vil du virkelig have, vi skal tro på det, at han lige nøjagtig kommer til at ringe det telefonnummer dér og får fat i sin gamle matematiklærer- – come on!! Påstår du, at han møder sin ex i Kina? Hallo! Der er jo 1.2 milliarder mennesker. Det er en om’er. det er dårlig litteratur.

Hvad gør at en historie kan give dig inspiration? - nævn gerne historier her fra hjemmesiden.
De duer ikke, som nævnt, historierne her. De er for lukkede og afsluttede. Jeg har siddet med den, jeg har vendt og drejet den, for at finde en indgang, så jeg kan bebo historien indefra og fylde den ud. Men nope. DET der inspirere mig, er ofte en løsrevet, strittende sætning eller ytring, jeg hører i toget, læser i en avis eller støder på i en sit.com.

- Hils bare fra Dennis, så er der ingen problemer?
- Hver lørdag tager jeg i Ikea og drikker Cola.
- Appelsiner skal stables som hos grønthandler.

Den sidstnævnte kommer med i min DR-historie, der foreløbig er døbt: ”Man kan regne med tallene” Jeg holder af selve det at skrive, at finde på, det er et fri rum, en tankens legestue. Jeg kan stå på vandski, jeg kan holde lange møder med intergalaktiske dronninger. Jeg kan også slå nogle hundeejere ihjel, hvis det nu var det. Og det er det. Jeg kan ikke fordrage hundeejer, nu når vi er ved det. ”Hun gør ikke noget siger, du skal bare stå stille.” Jo, hun gør. Hun gør mig bange, og jeg er ikke trukket i træningstøjet og løbet ud i skoven for at stå stille.

Skrevet af: Robert Zola Christensen