Kunstquiz - kunstformidling med humor
Gennem 10 uger har Adrian Hughes som vært sendt fra fem danske kunstmuseer: Randers Kunstmuseum, Fuglsang Kunstmuseum, Louisiana, Statens Museum for Kunst og Frederiksborg Slot.
Hver gang har to hold dystet på deres viden om kunst. Kunne de gætte de berømte statuer, som værten mimede? Kunne de to malere på holdene tegne, så man kunne gætte, hvad det var? Og hvem vidste mest om de værker, der blev hentet frem fra museets samlinger?
Om programmet
I hvert program tages værker op fra magasinerne for at blive bedømt, datomærket og identificeret. Her udfordres quizzens deltagere i dybden på deres evne til at se forskel på f.eks. Kathrine Ærtebjerg, John Kørner, Jens Juel eller Gustav Pilo.
Deltagerne kommer også på en hård prøve, når de skal gætte, hvad værten Adrian Hughes forestiller, når han på bedste Grethe Sønck-manér mimer sig igennem verdenskunsten. Mange vil genkende hans versioner af verdensberømtheder som Den lille Havfrue, Venus fra Milo og Frihedsgudinden.
Men kan de også gennemskue, hvornår han er Christos indpakkede Rigsdagsbygning i Berlin, Gagarinmonumentet i Moskva eller Kai Nielsens Ymerbrønd i Faaborg?
Mindst lige så svær er kategorien "Tegn og Gæt", hvor en quizdeltager tegner verdensberømte værker, som hans holdkammerater skal gætte på tid.
Herudover quizzer deltagerne på billeder af nogle af verdens mest berømte kunstværker, så der skulle være rig lejlighed for seerne til at gætte med på, hvad der er hvad. Hvis man vil gøre det ekstra svært for sig selv, kunne man jo skrue lyden ned, opfordrer værten.