Kristjan Järvi til DR
Koncerthuset og DR SymfoniOrkestret indgår et kreativt partnerskab med den estiske stjernedirigent Kristian Järvi.
Det var kærlighed ved første taktslag. Det er mindre end et år siden, at den estiske stjernedirigent Kristian Järvi første gang mødte DR Symfoniorkestret, men der opstod hurtigt et varmt og kreativt venskab mellem orkestret og dirigenten, som også både publikum og anmeldere bemærkede.
Nu har DR sikret Järvis tilknytning i til orkestret i de kommende år. Det kreative partnerskab med Kristjan Järvi rummer, udover en række årlige koncerter med DR SymfoniOrkestret, et kunstnerisk samarbejde med Järvis egne orkestre, det grænseoverskridende Absolute Ensemble og ungdomsorkestret Baltic Youth Philharmonic.
Aftalen betyder at DR SymfoniOrkestret kan knytte den estiske stjernedirigent endnu tættere til såvel orkestret som Koncerthusets publikum. Orkestrets musikere kan således se frem til at skulle arbejde sammen med og coache Järvis Baltic Youth Philharmonic, mens publikum kan glæde sig til at opleve Absolute Ensemble, der hver sommer i de kommende år vil benytte Koncerthuset som træningslejr og hjemsted for flere koncerter.
Stjernedirigenten Kristjan Järvi, der har gæstet DR SymfoniOrkestret ved to succesfulde lejligheder i løbet af det seneste år, er, på linje med såvel orkester som publikum og anmeldere, så begejstret for samarbejdet med det danske orkester, at han har arbejdet intenst på at formalisere et bredere samarbejde, han udtaler:
"Det glæder mig meget, at det er lykkedes at etablere et samarbejde mellem mine ensembler og DR i løbet af de kommende år. Det vil helt sikkert udmønte sig I nogle spændende nye samarbejdsprojekter i Koncerthuset med fx Absolute Ensemble. Jeg ser også frem til at være med til skabe en tæt samarbejdsrelation mellem Baltic Youth Philharmonic og DR SymfoniOrkestret i udviklingen af uddannelsessystemet for unge musikere i hele Østersøregionen."
Det var DR SymfoniOrkestrets chef Ole Bækhøj, der bragte orkestret og Järvi sammen, og han er selvsagt glad for at det er lykkedes at holde fast i den efterspurgte dirigent:
"Mange tippede jo Järvi blandt topkandidaterne til posten som chefdirigent til DR Symfoniorkestret. Men den aftale, vi gik efter og nu har fået i hus, skaber flere og helt nye muligheder og oplevelser for alle involverede, ikke mindst for publikum i Koncerthuset. Så nu har vi både en af verdens førende chefdirigenter og et fast samarbejde med en af de mest lovende yngre dirigenter. Jeg glæder mig rigtig meget til at byde både Järvi og hans ensembler velkommen i Koncerthuset.
Og netop omkring det nye partnerskab med Järvis ensembler fortsætter Bækhøj:
"Jeg har oplevet begge ved flere lejligheder og jeg kan garantere, at der venter publikum noget af en oplevelse med Absolute Ensemble, et orkester der er internationalt anerkendt for at afsøge og overskride grænserne for hvad man kan 'tillade' sig i klassisk musik".
Absolute Ensemble er Kristjan Järvis eget orkester, oprettet i 1993, og anerkendt for at fusionere musikalske genrer og stilarter som klassisk og hip hop. Som musikere i orkestret vælger de ofte også at overskride deres roller ved at forandre musikken eller ligefrem komponere den selv. Orkestret får i Koncerthusets regi mulighed for at medvirke i koncerter, og får desuden lejlighed til at benytte Koncerthuset som 'landsholdslejr', hvor der også bliver rig mulighed for publikum, til at opleve det musikalsk 'altædende' orkester.
Baltic Youth Philharmonic blev grundlagt i 2008 af Kristjan Järvi og består af nogle af de mest lovende unge musikere fra de ti lande, der grænser op til Østersøen, heriblandt flere musikere fra Danmark. Intentionen med ensemblet er, at skabe en ny stemme i nord, en unik lydoplevelse, der udnytter den musikalske rigdom regionens mangfoldighed byder på. Ensemblet er på rekordtid blevet et orkester i verdensklasse, der turnerer i hele Europa.