Koncert for orkester

Dirigent: Ion Marin
Solist: Vilde Frang, violin
Debussy: En fauns eftermiddag
Sibelius: Violinkoncert
Bartok: Koncert for orkester
DR SymfoniOrkestret

Faunens eftermiddag
Knæk endelig tungen på den originale titel: Prélude à l'après-midi d'un faune, men nyd musikken fra Claude Debussy, som man finder på alle klassiske opsamlings-cd'er med respekt for sig selv, hvor der er plads til skæringer på godt 10 minutter.

Værket er baseret på et digt af den tidlige modernist Mallarmé og står som et skelsættende værk i musikhistorien. Dirigenten Pierre Boulez mener endda, at værket er det første rigtige modernistiske værk i musikhistorien.

Værket er så luftigt, at man knapt fornemmer, at der er musikere til stede. En sand klassiker

Det vilde talent
Til sæsonens anden violinkoncert får Koncerthuset besøg af det norske stortalent Vilde Frang. Og hun får noget at se til i Jean Sibelius' Violinkoncert fra begyndelsen af 1900-tallet. Allerede fra første færd er violinen i centrum og publikum bliver ikke overladt til lange passager med orkestret uden solisten er til stede.

Det blev Sibelius' eneste koncert for soloinstrument, selvom han skrev andre beslægtede værker og den ligger i lige linje med hans store symfonier. Store og drevne i deres nationalromantiske tone med gravalvorlighed over sig. Man fornemmer ikke at den finske nationalhelt var nogen humørbombe.

Koncert for orkester - kan man det?
Hvad nu? En koncert for orkester. Hvorfor ikke en symfoni eller et tonedigt. Bela Bartok tog sig nogle friheder til tider og skrev i 1943 'Koncert for orkester'.

Baggrunden for koncerten var et ufrivilligt møde med Amerika, hvortil han var flygtet i 1940 pga. krigen, og hvor han levede en tilværelse i uden luksus og med sygdom i kroppen. Han var faktisk stoppet med at skrive, da Boston Symfonikernes chef, navnkundige Sergej Koussevitskij, bad ham skrive 'Koncert for orkester', der må betragtes som et absolut hovedværk. Det gav Bartok blod på tanden og han nåede at skrive tre vigtige værker inden han døde to år senere.

Men hvad nu med en 'koncert for orkester'? Man havde i 200 år vænnet sig til en koncertform med orkester og soloinstrument (fx. violin eller klaver). Bartok gik tilbage til barokkens koncertform 'Concerto grosso', hvor orkestrets forskellige instrumenter skiftedes til at spille solostemmer. Og når nu Boston Symfonikerne dengang som nu var blandt de bedste i verden, kunne man jo ligeså godt skrive et værk, der udnyttede talentet. På en måde kan man sammenligne værket med Ravels Bolero, der også formår at præsenterer snart sagt samtlige instrumenter i orkestret.

Hent "Koncert for orkester"-programmet her