Den Arabiske Rejse
Koncertsalen, Studie 1, 17. september 2011 kl. 19:30
17. september inviterer Center for Kultur og Udvikling (CKU) og DR UnderholdningsOrkestret indenfor i Koncerthuset til et musikalsk eldorado, hvor det historiske møder det moderne, og Europa møder Arabien. I et spektakulært scenografisk univers bliver gæsterne præsenteret for en række kulturmøder, der vil udspille sig i litteraturen, kunsten, dansen, og frem for alt i musikken. Vores guide igennem aftenen er Rasmus Botoft.
Historien
I år er det 250 år siden, at en kongelig dansk ekspedition sejlede af sted fra Københavns havn med kurs mod Det Lykkelige Arabien. Missionen for de seks lærde herrer var at bruge to år på at udforske den arabiske verden. Syv år senere, da alle havde opgivet håbet om at se dem igen, vendte Carsten Niebuhr tilbage som eneste overlevende. Den Arabiske Rejse har siden skrevet sig ind i historien som et skelsættende møde imellem Danmark og den arabiske verden - med gensidig nysgerrighed og respekt som bærende byggesten. Det bliver i år fejret med 250-års jubilæet for Den Arabiske Rejse.
Program
19.30-21.00: Europa møder Arabien
Koncerthusets nederste foyer bliver omdannet til et historisk 1700-talsmøde mellem Europa og Arabien - med parykker og palmer, henna og harpe, cup-cakes og kanoner, søkort og matroser. Her vil der være rokoko-tesalon, arabisk bazar og dans fra begge verdensdele. I Koncerthusets øverste foyer rejser vi frem i tiden, og her vil libanesiske kunstnere demonstrere graffiti inspireret af Niebuhr, der vil være chillout-stemning med boblende vandpiber, litterært kulturmøde mellem Mette Moestrup og Shadi Angelina Bazeghi og udstilling om Den Arabiske Rejse.
21.00-22.00:Klassisk Battle
I Koncertsalen møder Vivaldi den klassiske orientalske musik, når DR UnderholdningsOrkestret spiller op mod The Cairo Oriental Thakt. Efterfølgende battler Annisette med Walid Hedar- bakket op af DR UnderholdningsOrkestret, The Cairo Oriental Thakt og andre udvalgte musikere.
22.00- 03.00:Klub scene
Efter mødet i Koncertsalen, åbnes klubscenen med et spækket program af de hotteste sangere, musikere og DJ's sat sammen på nye måder - med gæstesolister og arabiske undertoner. Fra det musikalske lineup på clubscenen kan nævnes Jenny Wilson, Djuna Barnes, Simona Abdallah, Josephine Philip, Kidd, Middle East Peace Orchestra, Lady Smita, Ladybox, Zaki, og Waqas.
'Den Arabiske Rejse - ekspeditionen fortsætter i Koncerthuset' 17. september kl. 19.30-03.00.
Billetsalget starter 13. maj kl 10.00
Kr. 165 (inkl. gebyr) for Klubben
Kr. 195 (inkl. gebyr) for standard.
Kr. 108 (inkl. gebyr) for unge under 30.