Mikael Wiehe Trio
Studie 2, 01. april 2012 kl. 20:00
Mikael Wiehe repræsenterer stadig et musikalsk miks mellem det stærk personlige og det ræverøde. Søndag 1. april spiller han op med sin trio i Koncerthusets Studie 2.
De seneste år har været utroligt produktive og aktive med flere album og et hav af koncerter. Derfor valgte Mikael Wiehe at lade 2011 være et mere roligt år - nu er han imidlertid klar igen og har planlægt en større turné gennem hele Norden.
Musikalsk slog Mikael Wiehe sit navn fast i 70'erne i Hoola Bandoola Band sammen med Björn Afzelius og Peter Clemmedson. Senere dannede han sit eget band Mikael Wiehe og Co og fortsatte også samarbejdet med Björn Afzelius.
Både musikalsk og sprogligt har Mikael Wiehe alle årene været inspireret af Bob Dylan og udgav i 2006 og 07 to cd'er med Dylans musik i svenske rammer. Selv om en del af Mikael Wiehes musik har et markant politisk budskab har han altid formået at ramme bredt og folkeligt, fordi han mestrer den sjældne kunst at kombinere det politiske budskab med den indlevende lyrik.
Billetpris inkl. gebyr: 295 kr.