Copenhagen Jazz Festival Honorary Award
Koncertsalen, 05. februar 2012 kl. 20:00
Spansk superpianist og svensk basikon medvirker i priskoncert med Palle Mikkelborg og Jack DeJohnette under Vinterjazz 2012
Der er lagt op til et brag af en dobbeltkoncert i Koncerthusets store sal søndag 5. februar, når danske Palle Mikkelborg og amerikanske Jack DeJohnette modtager en særlig ærespris af Copenhagen Jazz Festival, og kvitterer med hver deres koncert med et til lejligheden sammensat program spillet af håndplukkede musikere.
Palle Mikkelborg stiller op i stærkest mulige opstilling i form af percussionisten Marilyn Mazur, den svenske superbassist Jonas Hellborg, guitaristen Mikkel Nordsø, harpenisten Helen Davies, oboisten Joakim Dam Thomsen og endelig Thomas Li på elektronik og soundscapes. Materialet bliver en blanding af gammelt og nyt, og dermed har Mikkelborg valgt både at se sig tilbage - samt kigge fremad. Palle Mikkelborg har siden slutningen af 1960'erne udfordret de musikalske konventioner med sit personlige trompetspil, sine ambitiøse orkestre og sine kompositoriske crossover-projekter. Han trækker dels på arven fra Miles Davis, George Russell og Gil Evans men er også inspireret af partiturkomponisterne Ravel, Messiaen og Charles Ives eller for den sags skyld mystikere som Buddha, Krishnamurti og William Blake.
Jack DeJohnette har allieret sig med det spansk-fødte klaverfænomen Chano Dominguez, som er kendt og elsket for sin temperamentsfulde blanding af postbop og flamenco. Tredje og sidste mand er bassisten Jerome Harris, som bl.a. har tilbragt seks år i Sonny Rollins' band - som guitarist! Dermed er der lagt på til en forrygende trio-koncert under ledelse af manden, hvis trommespil er blevet benyttet af de allerstørste jazzikoner i mere end et halvt århundrede; Bill Evans, Miles Davis, Herbie Hancock, Chick Corea, Michael Brecker, Pat Metheny, Keith Jarrett m.fl. Med andre ord er Jack DeJohnette en af de vigtigste stilskabere overhovedet indenfor moderne jazz, og derfor er han et oplagt valg til denne særlige ærespris.
Fra Bitches Brew til Aura - ekkoet af Miles Davis.
Ånden af Miles Davis er i den grad til stede i Koncerthuset, når bl.a. dennes gamle trommeslager modtager en særlig ærespris for sine mange års kunstneriske virke på den moderne jazzscene. Jack DeJohnette var en af Miles' nøglemusikere i Bitches Brew-perioden, som var en af de vigtigste perioder i den moderne, rytmiske musikhistorie. Og Palle Mikkelborg skrev som bekendt suiten AURA til Miles Davis, da denne modtog Sonning-prisen i 1984. Miles var så begejstret for musikken, at han få måneder efter rejste til København for at lave en studieindspilning af musikken med danske musikere, bl.a. Marilyn Mazur, som efterfølgende blev inviteret med i Miles' daværende band - og som altså også er med på scenen denne særlige aften i Koncerthuset.
En Honory Award - hvorfor nu det?
- Med denne særlige ærespris vil vi gerne vise festivalens dybe bånd til den moderne, kreative jazz - og med Palle Mikkelborg og Jack DeJohnette har vi fat i to af genrens helt store pionerer. I stedet for at give dem en stor check har vi valgt at give dem udvidede økomiske rammer i forhold til at lave hver deres særlige projekt denne aften, udtaler Signe Lopdrup, festivalleder på Copenhagen Jazz Festival.
Copenhagen Jazz Festival har hver sommer siden 1979 præsenteret et bredt udbud af det bedste fra den danske og internationale jazzscene. Selvom der altid har været masser af plads til musikalske fætre og kusiner som f.eks. verdensmusik og electronica, har udgangspunktet alle årene været den moderne jazz i alle dens farverige afskygninger.
Men hvordan definerer man egentlig moderne jazz? Og hvordan er er den opstået? Det er der helt sikkert mange bud på, men et (eller flere) af disse får man under Vinterjazz 2012 i Koncerthuset den 5. februar, når Copenhagen Jazz Festival for første gang uddeler to ærespriser til henholdsvis Palle Mikkelborg og Jack DeJohnette.
Udover at modtage den særlige hæder har begge kunstnere fået frie rammer til at skabe hver deres særlige projekt til selve aftenen - hver deres drømmeprojekt, om man vil. Dette kan lade sig gøre takket være en særlig støtte fra festivalens hovedbidragyder Nordea-fonden samt Region Hovedstaden, og allerede nu tegner der sig to meget spændende projekter, som i al deres forskellighed vil udgøre en flot markering af moderne jazz.
På selve aftenen vil Copenhagen Jazz Festival også uddele en talentpris til en yngre dansk jazzmusiker. Hvem det er, afsløres først på selve aftenen.
Billetsalget starter d. 9/12 kl. 10.00
Vinterjazz 2012 finder sted fra den 3. til den 19. februar.