Plads til flere
Kriterier for udvælgelse af forfattere
Forfatterne skulle være fordelt med lige mange forfattere fra hvert land i første version af Atlasset; Danmark, Norge, Sverige, Finland. Island kom senere ind i projektet og er derfor repræsenteret ved færre forfattere end de andre lande ved lanceringen.
Forfatterne skulle repræsentere forskellige tidsperioder, så fra hvert land skulle der udvælges (årstallene er debutåret):
10 samtidige forfattere (ca. 1975 til nu)
10 moderne klassikere (ca. 1920 til ca. 1975)
10 klassiske forfattere (før 1920)
Der skulle være plads til lyrikere, romanforfattere, krimiforfattere, børnebogsforfattere, dramatikere, essayister. Det betyder noget forskelligt for de nye og de ældre forfatterskaber. Hvad angår de samtidige forfattere var opgaven at finde en balance mellem det populære og det langtidsholdbare. Nogle forfatterskaber er selvfølgelig begge dele. Andre vil især være det ene eller det andet. Som hovedregel ville vi gerne have forfatterskaber, som har markeret sig med mere end en enkelt eller to bestsellere, som altså har vist en vis udholdenhed over tid.
Hvad angår smallere forfatterskaber var kriteriet, om de faktisk har noget at sige til andre end en snæver inderkreds af litteraturkendere. Om de, groft sagt, er værd at læse for alle - også selvom de måske ikke er det endnu. Til gengæld ville vi ikke sortere forfatterskaber fra, alene fordi de er nye og "eksperimenterende".
De ældre forfatterskaber skulle have mere end historisk interesse. Deres værker skal være læselige og læsværdige for nutidens interesserede, men ikke-professionelle læsere.
Der vil ikke være en egentlig kønskvotering, men vi ville gerne sikre os en vis repræsentation af kvindelige forfattere - noget, der var vanskeligt i gruppen af klassiske forfattere.