Mercenary: 'Architect of Lies'

Efter Lars Ulrich dannede Metallica, efter King Diamond og Mercyful Fate spredte sorte og dystre historier, og efter at Horsens rockerne Pretty Maids blev hver mands eje i store dele af verden, har Danmark ikke haft et hårdtslående metalband på den store brede mainstream-landevej og på de største scener. Tilgengæld har man skulle finde det unikke guld stuvet sammen i kassevogne for at rejse rundt til jordklodens mindre klubber. Og bemærkelsesværdigt nok har det som oftest været de ukuelige jyder, som er kørt forrest og hurtigst, med navne som Invocator, Illdisposed, Hatesphere, Raunchy, Mnemic og Mercenary.

Sekstetten fra Ålborg, Mercenary, har siden midten af 90'erne beriget os med albums hvert andet år. I starten en simplificeret blanding af thrash/death, men som årene og medlemmerne er gået, er nye ansigter og inspirationer kommet til. I mellemtiden landede Mercenary en kontrakt på et af scenens største uafhængige pladeselskaber, som siden har støttet godt op om de 6 knægte fra Nordjylland. En stærk konstellation, der ikke blot fungerede som et skulderklap til Mercenary, men til hele den danske metalscene, som i de seneste 5-6 år har fremdyrket kvalitet, selvbevidsthed og attitude. Noget som var en mangelvare i de tyndbenede 90'ere.
'Architect of Lies' er Mercenary's 6. udgivelse, og den mindst konstruerede af dem alle. Bandet har turneret som gale ovenpå forgængeren 'The Hours That Remain', der blev kåret som årets bedste album ved Danish Metal Awards. Og før de så sig om, var det blevet tid til indspilningen af et nyt album, uden at de havde alt for mange sange klar. Spontaniteten i studiet hos Invocator-guru Jacob Hansen i Ribe, er kommet Mercenary til gode, og jeg fornemmer at stress og frustration er blevet kanaliseret ned i salver af vrede, energi og horn (håndtegnet med pege og lille-mand). Numre som 'Endless Fall', 'Execution Style', 'I Am Lies' og 'Bloodsong' skal bare ud over stepperne med fede skarpe riffs, skrig fra sanger Mikkel Sandager og solidt uptempo spil fra trommeslager Mike Park.

Når Mercenary skider på etik og melankoli, er det imponerende hvad de har fået ned på disken. Det er de øjeblikke som kendetegner det føromtalte guld. En anden side af Mercenary er ikke lige så tiltalende. Personligt har jeg aldrig været rigtig vild med den symfoniske metal, og hverken Helloween, Dream Theatre eller Nightwish (uden sammenligning i øvrigt) har aldrig været i toppen af min favoritliste. Derfor stiger mit mundvand ikke når 'Embrace The Nothing' eller 'Isolation' udfolder sig til storladne kaskader af dæmpet belysning og blidhed.

Det til trods, så har Mercenary lavet et album, som giver de fleste andre melankolske metalbands et los i kuglerne, og jeg er overbevist om, at den trofaste Mercenary-fan vil være stolt over sine helte, som i øvrigt slutter episk af med 'Public Failure Number One' og som sikkert bliver en ny publikumsfavorit. Små og store klubber kan godt gøre moshpit'en klar. Drengene fra det nordjyske er klar til at vælte ned over de danske heder og videre ud på kontinentet. Det bliver en vild tur!