preload loader
rem

Michael Stipe og co. har fået rockformen tilbage: kort, kontant og dejligt aggressivt.

 

Skrevet af: Maria Ellen Bernhard

 

R.E.M.: 'Accelerate'

I nogle år har R.E.M. været et af de der bands, som lidt for let flød sammen med noget af den metervaremusik, der til tider kan præge radioens sendeflader. Lidt for let, fordi man ved, hvad den amerikanske trio kan byde på, når man tager deres bagkatalog i betragtning. Men der har været langt til bagkatalogets højder. Men med det nye og 14. album 'Accelerate' er de ved at finde rockformen igen og gør det fra starten klart, at de ikke har tænkt sig at flyde sammen med noget som helst andet musik; endsige blive nævnt i samme sætning som ordet metervaremusik en gang til. De vil lyttes til og det er dælme fedt.

At rockformen er tilbage, kunne tydeligt mærkes allerede med albummets førstesingle 'Supernatural Superserious'. Men resten af 'Accelerate' følger heldigvis trop og mere til. 'Supernatural Superserious' er nemlig langtfra den bedste sang på albummet, som i det hele taget er meget mere aggressivt end defensivt; mere rocket end poppet. Således spiller Peter Bucks guitar en meget fremtrædende rolle og det er som om de tre har smidt fløjlshandsken.

Tilsyneladende er det ikke bare fløjlshandsken, bandet har smidt, for i flere nyere interviews har Michael Stipe sagt, at bandet har forsøgt at skære alt overflødigt fedt fra på 'Accelerate' og at fokusere mere end de gjorde på deres forrige album 'Around The Sun'. Og 'Accelerate' er da også med sine 11 sange på 34 ½ minutter en kort, effektiv og trimmet attacker der flænger igennem sin lytter. Men heldigvis er denne energiske og rå flænsen aldrig på bekostning af de iørefaldende melodier, som stadig er et af R.E.M.'s kendetegn. Der er mange eksempler på denne melodiske tæft på 'Accelerate', men fx 'Man-sized Wreath', 'Living Well Is The Best Revenge' og den mere stille 'Until The Day Is Gone' bør fremhæves.

Heller ikke Stipes tekster lader en uberørt, for han tager igen stilling til det samfund vi lever i; blandt andet handler nummeret 'Houston' om orkanen Katrina og den måde den amerikanske regering tacklede katastrofen på: 'If The Storm doesn't kill me / the Government will'. Det gjorde den ikke godt, forstås, men til gengæld tror jeg, at vi kan forvente, at R.E.M. vil tackle deres koncert i Parken, København den 6. september rigtig godt.

Send eller anbefal link

Læs også

 

Nyt fra dr.dk/musik

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra dr.dk/musik.

Nyhedsbrev

 
Få dr.dk/musik som RSS-feed
 
 
 
Du er her: dr.dk > Musik > Anmeldelser

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.