Natasja: 'Shooting Star'
Hun var bedst på dansk

Natasjas 'I Danmark Er Jeg Født' står for denne ydmyge skribent som et af de vægtigste og vigtigste bidrag til dansk musikkultur de sidste 10 år - sjældent har nogen ramt nationens sjæl mere præcist. At multitalentet Natasja så døde under tragiske omstændigheder kort før udgivelsen, gør kun historien mere rørende. Men uanset hvad, så gav Natasja med 'I Danmark Er Jeg Født' 00'erne deres 'Rabalderstræde' og 'Rigtige Mænd (Gider Ikke Høre Mere Vrøvl)'.
Natasjas andet engelsk/patois-sprogede album 'Shooting Star' var tænkt som det, der skulle åbne døren til verden. Som fan af Natasja på dansk er det dog svært ikke at blive lidt skuffet. For det første mangler man nærheden og lokalkoloritten i teksterne. Lynhurtig leveret patois-rap er for det første sværere at fange, og indholdsmæssigt mangler man i stor grad dissekeringer som 'Gi' Mig Danmark Tilbage' og 'Fi' Er Min'.
Men, at hun kunne flyde som få andre, hersker der ingen tvivl om. Hun tager internationale navne som Beenie Man og Chappa Jan ud på mikrofonen, og gør numre som 'Jamaica Too Nice', 'Better Than Dem' og 'Silence Before The Storm' til rene ørehængere.
Mere problematisk er genbruget af dansehittet 'Calabria' (nu kaldt 2008-version) og 'Mysterious' og '45 Questions' fra debutalbummet. Her var den spørgende og søgende '45 Questions' topskudet, men her klinger det desværre lidt brugt.
Det er ikke sjovt, at skulle sige noget lunkent om 'Shooting Star', men noget stort album er det bare ikke. Og slet ikke så stort som Natasjas person og talent fortjente. Gi' os Natasja tilbage. Vi savner dig...