Tim Christensen: 'Superior'

Alle gode gange tre

"Superior, I just try to be superior, but I don't need to be superior, all you need is me". Han synger af erfaring, Tim Christensen, der om nogen har erfaring med kvalerne ved at leve op til sine egne idealer. Først oven på Dizzy Mizz Lizzy, dernæst den fremragende solodebut, Secrets On Parade, så Honeyburst og det store primetime-gennembrud med den-sang-I-nok-ved.

Men som ovenstående citat (fra titelnummeret 'Superior') også antyder, har Tim Christensen ikke prøvet at overgå sig selv denne gang. Tim Christensen er stadig Tim Christensen; manden med tæft for rock af den klassiske slags, og det er igen de store rockballader, den guitardrevne rock, stærke hooks og kærlighedstemaer, der gennemsyrer dette tredje soloalbum. Og det er ikke værst - allerhøjest lidt plant.

Havde man forventet pophits, lytter man nemlig forgæves på 'Superior', der er det mindst pleasende album fra Tim Christensens hånd. Tempoet og støjniveauet er taget lidt ned, og fokus er rettet mod balladerne, hvilket de tyktsmurte strygere i den retroagtige 'Wonder Of Wonders' især vidner om, mens kanten forbliver skarp i glimrende, groovy numre som 'Hard To Make You Mine og 'Love Rears It's Ugly Head'.

Fortænkt var det, hvis Tim Christensen havde taget nye hatte på fordi han følte, han burde. I stedet får vi med 'Superior' et portræt af en sangskriver der hviler i sig selv og en håndfuld sange, der nok ikke klæber sig fast i samme grad som tidligere, men som modsat lever deres eget liv. Et solidt og ganske uprætentiøst album, uden al for megen hokus pokus.