J Dilla: 'Dillanthology Vol. 1'

Stille - geniet arbejder

Det er lidt over 3 år siden, at Detroit-produceren J. Dilla døde. Eftertiden har været ham nådig, og i hiphopkredse har han fået ikon-status og en god del af den respekt, han ikke helt fik, da han levede sit stille liv med sin MPC-trommemaskine i kælderen under morens hus.

Med et bagkatalog ud over det sædvanlige er det helt naturligt, at man forsøger at samle de allerstørste øjeblikke under navnet 'Dillanthology'. I tiden efter hans død har nettet været spækket med mere eller mindre officielle kompilationer, så hvorfor ikke lovliggøre det. Man kan håbe at det kan skaffe Dillas mor, Ma Dukes, lidt mønter. Hun er i grum grad blevet økonomisk forbigået, når det kommer til royalties.

Stjernevokaler
Man skal jo starte et sted, og 'Volume 1' starter med nogle af Dillas samarbejder med temmelig prominente navne. Navne som Common, Erykah Badu, Busta Rhymes, The Roots, The Pharcyde og De la Soul er blandt de 11 udvalgte i denne omgang. Det er alle navne, der var venskabeligt forbundet med produceren, hvilken kan høres. Disse numre er alle lavet i fælles forståelse og respekt og uden lidt for smarte genveje.

Samlingen viser, på trods af at den forsøger at samle, også spændvidden hos Dilla. Der er fx. stor forskel på skønheden og afslappetheden på Erykah Badus 'Didn't Cha Know' og De la Souls 'Stakes Is High', der er et af de helt store højdepunkter. Her orkestrerer den afdøde mester på fortrinlig vis trommer, horn, piano og bass i et match, der kunne være endt i noget rod, men naturligvis rammer lige i plet. Klasse.

Og hvad skal man så med sådan en antologi?
Albummet afsluttes med Steve Spaceks 'Dolla', der med dets mere elektroniske og eksperimenterende karakter stritter lidt ud. Nummeret er stærkt som bare pokker, men viser lidt af problemet med at forsøge at samle Dillas værker.

Han spændte så bredt, at det næsten er en umulighed at vælge de rigtige numre. Om ikke andet kunne man måske have startet med en dobbelt-cd. Med 11 numre er man hverken halvt- eller helt begyndt.

Når det så er sagt, så er 'Dillanthology' en nydelse fra start til slut. For gamle fans er der ikke meget nyt på gaflen, men som en introduktion til geniet Dilla, fungerer det upåklageligt.