preload loader
khal allan
 

Skrevet af: 

 

Khal Allan: 'Melodier Man Mindes..."

Et smashhit man mindes

Det er på dansk, det er sæ'fø'li' på mit eget sprog/ du si'r på engelsk, du er sgu da ikke rigtig klog/ ... intet overblæret fejlernæret udenlandsk/ kun letforstået, tjekket noget på mit Nørrebro-dansk (MC Einar: 'Den nye stil' 1988)

Man vidste det allerede, da originalversionen, den håndlavede og punk'ede håndholdte, 'Tuder & Høvding' blev smidt på gaden sidste år. Organiseret Riminalitet-rapperen Khal Allan havde fat i den lange ende. Teksterne havde lige den ekstra snært skræmmende rå virkelighed over sig, og produktionernes kanter var lige lidt skarpere og ikke så lidt mere kompromisløse end det, man var vant til at blive lullet i søvn af.

I vores anmeldelse her på siden namedroppede vi undergrundsfavoritter som Kool Keith og El-P som de førende inspirationskilder. Det var næppe ramt helt ved siden af.

Melodier man mindes
Nu er albummet ude i en remixet version 2.0., der i vanlig stil er selvudgivet, selvtrykt og derfor ikke tilgængeligt på din lokale tankstation. Sikke et held - for lortet er eksplosivt og selvantændeligt og tænder bål og brand, så snart det ryger på anlægget. Så væk med tændstikkerne!

Her nedbrydes alle grænser i dansk hiphop og flirten med alverdens elektroniske genrer skubber i evigt nye retninger. Blandt remixerne finder man bl..a Context, Karsten Pflum, Dj Noize, DixOne, Scrathmagic, Melancolia og de to der imponerer allermest: Band Ane og Steen Rock.

Band Ane klipper magien op i 1000 smagsforstærkende Maggi-terninger på 'Tryllemusik', mens Steen Rock (hold øje med det kommende soloprojekt!) gør 'Pulp' til et grumt lag-på-lag-mesterværk - tilsat Scratchmagics sublime scratch, der vel næppe er gjort bedre på dansk grund.

Det er dog den samlede pakke, der skal nydes og købes. Så må man lære at holde af den udflippede 'AmokNu', hvor computeren tilter og blot sender støj ud i øregangene. Selv det er der en pointe med. Fat den eller ej...

Det bedste siden Malk De Koijn
Med risiko for at blive totalt til grin, når denne anmeldelse læses igen om et par år, så vil påstanden herfra være, at KhalAllan med disse to udgivelser, ikke mindst remix-delen, har begået den største revolution i dansk hiphop siden Malk De Koijn udgav 'Smashhit In Aberdeen' i 1998.

Ja, de sidste 10 år har i store træk bestået af gode og mindre gode gentagelser af det allerede kendte! Og ja, L.O.C. og Suspekt har brudt nogle barrierer ned mellem hiphoppen og popmusikken og hurra for det.

Men det her er en anden slags revolution. Det er sådan en, der skubber musikken steder hen, den ikke vidste den kunne gå. Med en knyttet næve i luften og hjertet bankende under trøjen. Og naturligvis på modersmålet.

Hop med på vognen allerede i dag. Om 5 år vil du ærgre dig over, at du ikke købte Klassikeren, mens den stadig var tilgængelig.

Send eller anbefal link

Coveret til 'Melodier Man Mindes' - den bedste danske hiphopplade siden Malk De Koijns 'Smashhit In Aberdeen'.

Hvor køber man pladen?

Da KhalAllan er temmelig selvhjulpen, så kan det være lidt besværligt at finde de to albums. Pladebutikken Route 66 på Nørrebro sælger p.t. en dobbeltvinyl med både original- og remixpladen (om 14 dage). Og Run For Cover-shoppen sælger begge plader enkeltvis. Ellers forsøg via KhalAllans MySpace-adresse.

 

KhalAllan på netradioen

I den kommende uge vil der være masser af KhalAllan-musik på netradiokanalen DR Hiphop. Klik ind og lyt.

 

 

Nyt fra dr.dk/musik

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra dr.dk/musik.

Nyhedsbrev

 
Få dr.dk/musik som RSS-feed
 
 
 
Du er her: dr.dk > Musik > Anmeldelser

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.