Marie Fisker: 'Ghost of Love'

Country'ens blå tone under huden

Nogle gange sker det, at man sendes fuldstændigt til tælling af en plade og nærmest ikke kan finde ord. Det er fantastisk, når det sker, især når det kommer fra en stort set ubeskrevet kant, og debutalbummet fra Marie Fisker er en af den slags plader.

Tonen på 'Ghost of Love' er tidløs, udtrykket mesterligt og klangen et uimodståeligt bevis for, at man ikke behøver være vokset op på den anden side af Atlanten for at have country'ens blå tone helt inde under sin hud.

Det er musik og stemning af samme kaliber som Lucinda Williams og Gillian Welch, men Marie Fisker lyder aldrig som en bleg idoldyrker, snarere som en dansk musiker og sangskriver, der naturligt indtager sin plads ved siden af de to.
 
Funklende og fuldendt
10 formfuldendte sange er der på pladen, alle uudgrundelige og hjerteskærende smukke, med vemodigt twang i guitaren, og adskillige med et stovt rytmisk drive og messende tyngde, som man kender det fra The Velvet Underground.

Andre referencer svæver også forbi men altid positivt. 'Seven Days' kunne være Cowboy Junkies anno 'Caution Horses', mens valget af Steen Jørgensen som musikalsk kavaler på 'City Lies' og Gillian Welch-kompositionen 'Good Till Now' anslår en stemning af samme slags som Isobel Campbells inciterende brug af Mark Lanegan.

At kalde Marie Fisker stort set ubeskrevet er i øvrigt lidt en tilsnigelse. Bredt kendt er hun måske ikke endnu, men hun har været musikalsk aktiv længe, ikke mindst sammen med Kira Skov, og tidligere på året udkom en digital ep med fire numre, som helt fortjent fik masser af roser. Allerede i 2005 fik hun desuden Carlsberg-prisen 'Årets Håb', og det valg må de være stolte af nu. 

Det er ikke fordi Marie Fisker betræder nye stier eller tager genren, den blåtonede og længselsfuldt smertensramte countryrock, til nye og ukendte destinationer. Men hun tager den nænsomt i hænderne og puster med sin varme stemme, sit fine guitarspil og sine perfekt skårne melodier alt gammelt støv bort så det smukke ved denne hjertegribende form for musik kommer til at stå krystalrent, klar til at blive taget ind som blidt dulmende sonisk nydelse. Der er ikke en eneste kedelig fyldsang og ikke et eneste sted i de enkelte melodier, hvor man ikke synes, at hun rammer fuldstændigt plet. Og det må siges at være en sjælden bedrift. Især i en genre, der bærer på så tung en arv som denne.

Med 'Ghost of Love' har vi ikke fået en musiker, der skal til at finde sine ben, men en funklende fuldendt stjerne på den natsorte himmel.