Mohamed Ali: 'Keep It Simple'
Ali, Boma Ye

Det er lidt sjovt, at den moralske vinder af X Factor 2009, Mohamed, kort efter sin tredjeplads udtalte til Aftenshowet, at fordelen ved ikke at vinde talentshowet var, at han så ikke var tvunget til at forcere udgivelsen af sit debutalbum.
Han har så fået lov til at bruge en hel ekstra uge i forhold til vinder-Linda, der udgav sit album sidste mandag. Måske føles en uge lidt længere, når man er så ung som den gode Mohamed, der som kunstner har fået en del mere tyngde ved at få sit efternavn Ali tilføjet i enden. Det lugter jo langt væk af svedige sportshaller, lette sommerfuglehop og hurtige verbale japs.
Opfordringen fra pladeselskabet må have lydt: Gå ud og dræb dem, Ali. Vis dem alt, hvad du kan. Blæs på janteloven og fyr den af som den superstjerne, du måske ikke helt er endnu. Ali, Boma Ye.
Pop og ikke r'n'b
Den ekstra uge har Mohamed Ali og hans slæng af potente producere og sangskrivere brugt til at tjekke og kopiere nogle af tidens såkaldte r'n'b-navne, der har lagt soul-musikken til side og i stedet spejder mod popmusikken. Tænk navne som Ne-Yo eller Rihanna, når hun giver den gas på 'Please Don't Stop the Music'.
Bare fordi man har lidt kulør i hovedet er det ikke nødvendigvis r'n'b. Vi har at gøre med moderne popmusik, der låner mindst ligeså meget fra euro-dance som fra urban-scenen.
Og hvor står Mohamed Ali så i alt det her? Han står faktisk stærkt. Modsat Martin, Basim, Laura og hvad pokker de hedder, lyder han som en rigtig sanger, og ikke som en deltager i et tv-program. Han floppede fælt som opvarmning for Beyoncé for nylig, men på plade lyder han overbevisende og frisk hele albummet igennem - og som en med lidt fremtid i.
Uden på nogle måde at være revolutionerende - eller bare original - er 'Keep It Simple' en fornem debut, der i betragtning af hvor hurtigt, det er blevet lavet, er en uppercut til alle, der ikke sms'ede 1212 Mohamed i X Factor-finalen. Vi har i denne skribents optik at gøre med den foreløbig bedste plade fra en dansk tv-stjerne. Eye-Q og Jon inkluderet.