preload loader
Jokers daughter Costas og Danger Mouse
 

Skrevet af: 

 

Joker's Daughter: 'The Last Laugh'

Elektronik og festøv

Feagtige folksangerinder der bestøver mærkværdige væsener og mystiske, eventyragtige verdener med deres smukke stemme, findes der efterhånden en del af med en Joanna Newsom rangererende som en af de mere prominente i nyere tid.

Den ene halvdel af duoen Joker's Daughter, Helena Costas, placerer sig nemt i denne kategori, og det er for så vidt helt fint. Men det, der gør projektet lidt mere interessant, er hendes samarbejde med gulddrengen Danger Mouse, der bl.a. har det copyrightstridige 'The Grey Album' (et mashup af Beatles' 'The White Album' og Jay-Zs 'The Black Album') og hitduoen Gnarls Barkley på samvittigheden og således normalt færdes i en helt anden musikalsk verden.

Små-schizofrent men vellykket
De to har kendt hinanden og snakket om et samarbejde siden 2003, men har først nu fået færdiggjort debutalbummet. Rollefordelingen er ganske klar: Helena Costas skriver de stemningsmættede sange og tilføjer selv guitar, violin og diverse andre akustiske instrumenter, imens Danger Mouse producerer og udvider den folkede klangpalet med mere syntetiske virkemidler.

På papiret lyder det måske små-schizofrent, men resultatet er ganske fint integreret og vellykket. Ud fra grundstammen af folkede sange findes der dog også et par lettere vildfarne, men alligevel ganske smukke, fugle imellem. Bl.a. den reggaeinspirerede 'Jelly Belly' og den mere poppede og indierockede 'Under The Influence of Jaffa Cakes', der samtidigt også viser Helena Costas fra den mere melodisk mundrette og charmerende side.

Festøv og filmiske valse
Samarbejdet i Joker's Daughter er dog mest tydeligt, når der er drysset en ordentlig gang fe-støv udover de folkede og ofte højstemte sange. Her kommer Danger Mouses soniske evner bedst til sin ret i de tre næsten filmiske valse 'Chasing Ticking Crocodile', 'The Running Goblin' og 'The Last Laugh', og i numre som 'Jessie The Goat' og 'Lucid' tilføjer han Costas sange et fint psykedelisk skær.

På adskillige numre er Helena Costas dog mest fremtrædende. På sin vis gør det ikke så meget, for især hendes strygerarrangementer er ganske fremragende, men på den anden side tilføjer hun her ikke så meget nyt til den efterhånden lange tradition af folkbaserede kunstnere.

Send eller anbefal link

Joker's daughter på nettet

Coveret til 'The Last Laugh'

 

Nyt fra dr.dk/musik

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra dr.dk/musik.

Nyhedsbrev

 
Få dr.dk/musik som RSS-feed
 
 
 
Du er her: dr.dk > Musik > Anmeldelser

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.