preload loader
kasper spez
 

Skrevet af: 

 

Kasper Spez: 'Fantasten'

Det handler vist mest om frihed

Husker du grinede, da jeg sagde jeg bare gerne ville leve, og ellers ik' rigtig noget / At jeg ikke vidste hvem jeg var, og tænkte jeg lige havde svaret på mit eget spørgsmål / Måske var jeg for ivrig efter at finde fantasten i dig / og kysse det satans liv og snave resten i gulvet med et smil.

Det er ikke så vigtigt, om det er virkelighed eller fantasi, at rapperen Kasper Spez var nødt til at slå op med sin kæreste for at kunne skrive teksterne til sit stærke debutalbum 'Fantasten'. Men sådan lyder rammehistorien i hvert fald, og det er et forbandet godt afsæt for en udgivelse med store følelser, væltende fabuleringer og højt abstraktionsniveau.

Et eller andet sted handler det om kærlighed, men mest af alt handler det vist om frihed. Om at være 100% sig selv, om at sætte hatten som man vil og til overmål dyrke desperationen, frustrationen, glæden, kunsten og ja, LIVET. Måske lidt ungt og naivt, men det borgerlige liv sidder tilbage med et velfortjent blåt øje.

Fabulerende troubadur
Mere konkret: Hvad er det så Kasper Spez gør så godt? Først og fremmest skriver han gode tekster. Som citatet øverst viser, så er hans tekster ikke fast pensum på hiphop-tekstforfatterskolen. I Fantastens univers finder vi grædende dankort, forvaskede etiketter, pulverhekse, kvitteringer med tømmermænd og ugidelighed i ingenmandsland. Hverdagsrealisme med et poetisk twist.

Sammenligningen med C.V. Jørgensen og Peter Sommer for den sags skyld vil være på kanten af klicheen, hvis det ikke var fordi, at Kasper Spez selv - mere eller mindre bevidst - dyrker slægtskabet med disse troubadurer. Den unge langelænder er ikke sen til at iscenesætte sig selv som hæs barsanger med troubadurhat, kaffe på kanden og smøg i mundvigen.

Det kan man så finde påtaget eller elegant. Jeg hælder mod det sidstnævnte.

Afveksling og stjernebesøg
På 'Fantasten' har Kasper Spez vanen tro allieret sig med produceren Es, der som en del af Madness 4 Real, i flere år har ligget på spring til sit egentlige gennembrud. Det kan let komme nu. Han har i hvert fald sjældent lydt bedre, og det er ganske imponerende, som han dribler sig omkring Spez' mange humørskift. Musikalsk er 'Fantasten' en skøn blanding af hiphop-bangers, whisky-blues og folkemuzak.

Alt dette tilsættes undervejs bl.a. af et omkvæd fra L.O.C., sværmerisk sang fra Bro Bizz'en Pernille Vallentin og scratch fra Turkman Souljah.

Resultatet: Et interessant og stærkt personligt album, der bør række ud over hiphoppens grænser. Godt gået, Kasper!

Send eller anbefal link

Drømmeren Kasper Spez bør ramme bredt med sit debutalbum 'Fantasten'.

Hvem er han?

Måske du ikke lige kender Kasper Spez. Han kommer fra Langeland og udsendte i 2006 EP'en 'Love Junkie', der fik mange varme ord med på vejen.

Han er nu tilknyttet pladeselskabet Tabu Records, der bl.a. står bag Suspekt. Selskabet er et underlabel til Universal.

Kasper Spez har tidligere medvirket på forskellige udgivelser med vennerne fra Graven Records - navne som SupaJan, Mista Mat og Revoltage.

 

 

Nyt fra dr.dk/musik

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra dr.dk/musik.

Nyhedsbrev

 
Få dr.dk/musik som RSS-feed
 
 
 
Du er her: dr.dk > Musik > Anmeldelser

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.