Ida Corr: 'Under the Sun'
Miss Luva Luva

Der var engang, hvor Ida Corr var årsagen til utallige harmonikasammenstød i trafikken, da hun trak i en dyb udskæring på en reklameplakat til albummet 'Street Diva'. Det flotte ydre var dengang en af de absolutte hovedattraktioner ved sangerinden.
Var hun musikalsk set en lidt grå mus i starten af karrieren, så er der ved gud kommet lidt mere spræl over hende nu. De sidste par år har hun turneret verden rundt som club-diva og er - ikke mindst takket være Fedde Le Grand-remixet af 'Let Me Think About It' - blevet lidt af en verdensstjerne. Om ikke andet i Danmark...
På sit nye album 'Under the Sun' vender Ida Corr blikket tilbage mod rødderne - både de musikalske og de personlige. Det vil sige et møde mellem Århus og Gambia. Søgningen efter rødderne er på coveret illustreret med en nøgen sangerinde begravet i jorden med en afrikansk inspireret frisure strittende i vejret. Mon ikke også disse plakater vil blive revet ned fra lygtepælene!?!
Fræk frugtbutik
Den afrikanske inspiration kan bl.a. høres på den frække (tror jeg nok) 'Fruitstore', hvis gyngende rytmer og hviskende sang inviterer til tribal parringsdans i baghaven:
"Welcome to my store in the bunker / This is where you gotta come out with your hunger/ We got apples we got pears in the front y'all / But you'll get your banana in the backyard".
Så for Søren! Så lummert er det dog ikke hele vejen rundt, selvom det er et album, hvis varme rytmer måske burde være kommet før sommeren var ovre. Stærke numre som 'In the Name of Love', 'Raindrops' eller titelnummeret kunne bestemt have pyntet som soundtrack til grillfesten. Ikke mindst titelnummeret fungerer fortræffeligt. Det skyldes også den gode gamle Mr. Luva Luva, Shaggy, som Ida Corr må have gravet op i forbindelsen med skabelsen af albumcoveret. Godt at have ham tilbage!
Mest af alt er det dog rart, at have Ida Corr tilbage - på hendes nok stærkeste album til dato. På 'Under the Sun' finder hun et fint leje mellem det lidt bondske århusianske og den pumpende syntetiske club-lyd. Om det så har noget med rødder at gøre eller ej.