Nikolaj Nørlund: 'Tid og Sted'

Ude fint, hjemme formidabelt

Seks år er der gået, siden en af hovedskikkelserne inden for den dansksprogede musik, Nikolaj Nørlund, sidst levede op til denne titel. De to sidste albummer fra Rhonda Harris var såmænd mere end hæderlige, men samtidig var dette sideprojekt måske - i kraft at engelsksprogligheden og aliaset, mere at opfatte som et længerevarigt flugtforsøg, der gav os et indblik i Nikolaj Nørlunds genrehybride lyster.
 
Sidespringet er nu overstået. Foreløbigt i hvert fald. På Tid og Sted er det i hvert fald som om, at Nikolaj Nørlund vender hjem igen. Klar på at tage fat, hvor han gav slip. Tilbage til det evige du og hverdagsfortællingerne fra de fugtige, brolagte stræder, hvor kærligheden er noget rasende smukt, der bider hånden til blods og springer over bords med et spinkelt suk, som i 'Under fremmed flag'.

Intet overflødigt
Jo, Nikolaj Nørlunds sans for at dreje de danske gloser er stadig intakt på Tid og Sted, der i øvrigt, ligesom Tændstik, er fuldstændigt koncis i sin sammenhæng mellem musik og lyrik. Ingen overflødige, instrumentale detaljer eller søgte hjernevridninger tager opmærksomheden fra alle de smukke, fortolkningsfrie momenter, der bider sig fast og kræver flere gennemlytninger.
 
Lyt blot til 'Er det i aften' med sin skramlende guitar-tema og repeterende, insisterende kor, bla. leveret af Jens Unmack. Eller 'Det hvide og det blå', hvor sovekammer-realiterne portrætteres gennem vinduesgardinets dulmede lys. Eller endnu bedre; dedikér en kølig efterårsaften til hele albummet. Det skal nok tage toppen på din kommende vinterdepression.