Spectors: 'Shanksville'
Blodbad med beat på

Hvis du kender hittet 'Hellerup Ansigt // Amar' Røv' - og det gør du - så har du en god fornemmelse af, hvad du kan forvente af Specktors debutalbum 'Shanksville'. Den står på oppisket elektro tilsat flabet rap. Det er musik til slumromantikere og andre rotter i natten.
Stilen og lyden er beskidt. Det er ikke for ingenting, at albummet åbner med et børnekor, der står og råber blodbad, blodbad, blodbad. Det er selvfølgelig med glimt i øjet, og de 4 medlemmer, Sluzh, Drysset, Wanr og JonasForFanden, er sikkert en del flinkere, end de lyder. De er blot fedtet ind i et temmeligt lukket univers, kaldet Shanksville, hvor sproget og attituderne er sjovest for de indviede.
De indviede vil helt sikkert elske det her - andre hygger sig højst sandsynligt bedre på Langestrand sammen med de pæne drenge fra Malk de Koijn.
Fagget Fairys på dansk og spleen-ramt Jokeren
En af folkene bag Specktors er Pato, der i tidernes morgen var det første kunstner på Jokerens pladeselskab. Pato gæster naturligvis 'Shanksville', og det samme gør Jokeren, der namedropper både Baudelaire og Rimbaud, mens han lirer en gang storby-spleen af på 'Toppen af bunden'.
Mere interessant er Fagget Fairys gæstevisit, da den foregår på dansk - vist for første gang. Nummeret 'Broerne Brænder' er også et af albummets absolutte højdepunkter - måske fordi den falder lidt uden for formatet. Her sænkes tempoet en snært, mens teksten bevæger sig ud af øvelokalet og ind i orkanens øje på Nørrebro.
Der kunne Specktors med fordel rapportere noget mere fra. For så er det heller ikke sjovere i det fiktive univers Shanksville. Her er der absolut mest at hente for festaberne og dem der var tilstede, da vitsen blev fortalt.