Randi Laubæk: 'Sun Quakes'

Stadig sin egen

Randi Laubek har siden sin fremragende debut 'Ducks & Drakes' befundet sig et gunstigt sted mellem den lettere tilgængelige jazz og tyngdefulde pop. Og i dette smørhul har hun gang på gang - og sang på sang - skabt finurlige universer, hvori hun både som sangerinde og musiker selvsikkert har udfordret de gængse successkabeloner med sfærisk og poetisk popmusik til den kræsne lytter.

Nu er hun tilbage efter fire års tavshed, og Laubek er ikke blevet mindre nysgerrig siden forgængeren 'Figures og Eight' fra 2005. Laubek afsøger stadig de eventyrligste universer, og sommetider dvæles der da også lige lovligt hårdt ved den lyserøde pude, som i den sarte 'Snowball Suite', der med Disney-kor og drømmende strygere er så sødmefyldt, at den næsten hviner i tænderne.

En tur til Nashville
Gyldne stunder er der dog flere af på 'Sun Quakes', og 'If I Must' og 'Best for Last' er eksempelvis begge fine og velarrangerede, små popperler, der, uden at ville for meget, lader Randi Laubek skinne igennem som den mester af sit instrument, hun er. Og også, når hun drysser lidt sydstatsstøv henover 'Windmills on the Hills' og 'Coincidences', klæder det numrene så meget, at man kunne ønske sig lidt mere af den slags - samt mere dynamisk konsekvens i det overordnede, lidt ujævne lydbillede.

Det kribler stadig i fingrene hos Randi Laubek, hvis talent endnu ikke har set sine begrænsninger. Ikke at det gør Sun Quakes til et mesterværk i denne omgang. Men mindre kan også gøre det.