Thomas Helmig: 'Tommy Boy'

Fra Motown til NASA

Det er svært at have noget særligt imod Thomas Helmig. Gennem de sidste tre dekader har han været garant for stensikre hits til folkefesten, og dér hvor alle de andre nationalhelte typisk har haft tendens til at vokse fra deres fans og omvendt, ja, så bliver krøltoppen i læderbuksen bare ved med at please sine gamle fans og fange nye ind i folden.

Men - stabiliteten er måske begyndt at kede Helmig en smule. I hvert fald er det som om, at han på 'Tommy Boy', har spredt sig henover hele landkortet i stedet for at vælge retning ved krydsvejen. Resultatet er så også derefter; nemlig et album der stikker i så mange retninger, at man ikke rigtig får chancen for at gøre sig klog på, hvor Helmig er på vej hen. Men et entydigt rart sted, er det ikke.

Spoken word og vocoder
Det kan i hvert fald undre, at Helmig først bevæger sig ud i Motown-stiløvelser på 'Mit Hjerte Længes' for derefter at agere over-age clubkid sammen med Medina på den efterfølgende '100 Dage' - for så pludselig at tage samfundskritiker-hatten på og folde sig ud i fuld spoken word i 'Daddy Venter'. Den rød tråd savnes, og det eneste man finder i jagten efter den, er den skødesløse brug af vocoder på Helmigs vokal - og dén var man allerede træt af engang i 90'erne.

Helt surt skal det dog ikke være altsammen. På numre som 'Kiosk', 'Ned Ad Nørrebrogade' og 'Når du kommer hjem' rammer Thomas Helmig nemlig kernen som den moderne sangsmed han er, som skamløs skaber af tidløse, danske klassikere til folket. Og den slags bliver næppe glemt blot på grund af en svipser eller to.