Band Ane: 'Too & Free'
Ane i eventyrland

Hvis man skruer bagpanelet af Band Anes computer, må en forunderlig verden åbenbare sig. Hvis man blandt kredsløb og transistorer finder et lille parallelunivers befolket af fabeldyr og skæve eksistenser, ville man ikke blive overrasket efter at have lyttet til Band Anes nye album 'Too & Free'.
Selvom det godt kunne lyde sådan, så har Aalborg-tøsen Ane Østergaard, der står bag Band Ane, desværre nok ikke fundet en magisk computer, da hun gik i gang med dobbeltalbummet 'Too & Free'. Til gengæld må hendes fantasi have været voldsomt velstimuleret under arbejdet med denne electronica-fabel, hvor opklippede blokfløjter, koklokker, asiatiske strenginstrumenter og andet godt snor sig vellystigt omkring de fragmenterede beats.
DJ Lillemor og alle de andre
Går man på opdagelse i Band Anes electronica-eventyr, render man hurtigt ind i underfundige og gådefulde eksistenser som 'Alma Krathus', der fortæller en tåget historie om en fredspibe, 'Skildpadden Dennis', der vist har været på strejftog i Himalaya-bjergene og altså 'DJ Lillemor', der må have hygget sig gevaldigt på den lokale drum'n'bass club.
Det er så afgjort med til at sætte fantasien i frigear, at numrene på 'Too & Free' bliver leveret på dansk. Udover at Ane Østergaard fra barnsben må være udstyret med en særdeles livlig fantasi, så lyder det som om, at hun også har været ude i den virkelige verden. Lyt bare til 'Keld i Herlighed', hvor en hjerneforsker snakker om, hvordan ord kan ændre vores hjernes kemi, eller 'Cirkel', der er ment som en slet skjult ironisk kommentar til pladeindustriens kommercialisering.
Band Ane går på sit seneste opus legende til electronica-konventionerne, og præsenterer her sit bud på den sprælske dub step-afart wonky. Dansk electronicas gamle legeonkel Bjørn Svin må være stolt.