Blakroc: Blakroc
Når bluesmusikken kaster håndtegn
Musikhistorien er fyldt med hårdrejsende dårlige eksempler på, hvad der sker, når man kombinerer rock og rap (Linkin' Park vs. Jay-Zs 'Collision Course', Commons 'Electric Circus' og mange andre). Så når man får en skive med endnu et rock og rap samarbejde stukket i hånden, begynder alarmklokkerne hurtigt at ringe.
De bliver dog heldigvis hurtigt stille, når man sætter Blakroc på. Selvom det åbenbart er hip hop-forretningsmanden Damon Dash, der har fået ideen til projektet, så opstår der altså virkelig gode øjeblikke, når den hårdt rockende blues-duo The Black Keys teamer op med nogle af verdens bedste rappere.
Middelmådige stjernegæster
Det startede med at The Black Keys gik i studiet med rapperen Jim Jones, men hurtigt brød Mos Def ind og ville være med. Det udviklede sig så til, at man blandt andet har fået så prominente navne som Q-Tip, RZA, Pharaohe Monch, Ludacris, Raekwon og den afdøde Ol'Dirty Bastard lokket med om bord.
Og det fungerer altså. Når RZA og Raekwon lægger stemmer til numrene 'Tellin' me Things' og 'Stay Off the Fucking Flowers', lyder det grangiveligt som en beskidt akustisk udgave af Wu-Tang Clan, selvom det hele sejler i støjende trommer og tremolo-guitar. Det rocker tungt igennem og får sat nakkemusklerne fint i bevægelse, som en vaskeægte hip hop plade skal.
Desværre er der næsten ingen af de mange legender, der tilføjer nye uforglemmelige kapitler til deres lyriske katalog. Mos Def, der tidligere på året udgav vel nok årets bedste hip hop plade i form af den fremragende 'The Ecstatic', synger fint på 'On the Vista' og 'Ain't Nothing Like You (Hoochi Coo)', men fra rapsiden husker man kun, at han gentager 'yes yes y'all' rigtig meget.
Den samme sang
Pharoahe Monch formår dog med sine 16 linjer på 'Dollaz & Sense' som sædvanligt at krølle et par mindeværdige og usædvanlige ordsammensætninger frem fra hjernebakken: 'I see dead people when I spit with my sixth sense / my sixteen and six inches that still makes sense / which mean I inflict pain that's intense.'
Bundniveauet er dog højt både lyrisk og musikalsk, og aftvinger stor sympati. Men det ville altså klæde projektet, hvis det ikke lød som 11 gentagelser af den samme sang. Forhåbentlig kommer der endnu en skive, hvor de gode takter kan blive rettet til.