Timbaland: Presents Shock Value 2
Shock eller bare sukkerchok

Det har været en blandet fornøjelse at følge Timbaland de seneste år. Efter at have revolutioneret musikbranchen omkring årtusindeskiftet har alt han har rørt ved for nylig lydt temmelig fortærsket. Magien og gejsten er simpelthen væk - eller sådan lyder det i hvert fald.
Nu har han udsendt sit tredje album under eget navn - det andet med titlen 'Shock Value' - og der finder man da et par få spændende momenter.
Hermed ikke sagt, at du skal styrte ned til din lokale pladepusher og investere pensionen i dette album. Her vil Roskilde Bank nok være sikrere... Men jo, man får faktisk et par frydefulde shock undervejs på dette overdrevent poppede og syntetiske album.
Bran'Ny rapper og andre kändisser
Noget af det mest interessante er mødet med "rapperen" Bran'Nu - bedre kendt som r'n'b-sangeren Brandy, der viser sig som en habil rapper på 'Meet In the Middle' og afslutningsbraget 'Symphony'. Sådan har du aldrig fået den før.
Kate Perry lyder også anderledes (på godt og ondt) end normalt på 'If We Ever Meet Again', der har en vis charme, og hvor manden med de gyldne ører i hvert fald hylder begrebet: Der skal tuner på kvædet. Ja, jeg antydede det jo: Nyhedsværdien er til at overse, hvilket er acceptabelt, når det bare rykker - som det gør - af og til.
Trættende elementer
Desværre er der så bare lige så mange tilsvarende trættende elementer. Kombinationen af Timbaland og rockmusikere lykkes aldrig rigtigt, og så er det fyringsgrund fra Voksenholdet, når man inviterer Miley Cyrus med ombord. Så handler det vist kun om units og ikke om musikken.
Og det er så nok bare det, man må acceptere. Engang var Timbaland cutting edge, nu er han en superstjerne, der forsøger at opretholde sine enorme salgstal. Det skal nok lykkes. Ikke på grund af musikken, men fordi pladekøberne elsker kendte ansigter, og dem er der mange af på Shock Value 2'.
Måske det er nok for nogen...