Snoop Dogg: Malice N Wonderland

En hund med dårlige vaner

Sidste gang Snoop Dogg udsendte et album bød det på 80'er-inspireret hip-pop-funk med singlen 'Sexual Healing' som pejlingspunktet. Nu er han tilbage på mere fast grund med 'Malice N Wonderland'. Her er alt ved det gamle - og i forbindelse med Snoop betyder det desværre to ting:

1: Man får en række vildt fede numre, hvor hans nasale, og næsten ikonografiske, flow er alt, hvad der skal til. Eksemplerne fra bagkataloget er utallige, og skulle man være i tvivl om den umiddelbare appel ved Snoop, så genkald tophunden til Roskilde Festival, hvor han fik 90.000 ølbong'er til at synge med på gangstarap. Sejt.

2: Mindre fedt er det, at Snoop også har en besynderlig forkærlighed for elendige omkvæd, halvsløje beats og for at hive folk som Lil Jon og Soulja Boy ind på scenen. Det har ødelagt meget, og er grunden til, at et Snoop-album oftest er en lidt blandet oplevelse.

Også denne gang.

En hund i et spil kegler
Det starter godt med 'I Wanna Rock', der hylder klassikeren 'It Takes Two' med Rob Base & Dj EZ Rock. Det er sådan, man vil høre Snoop - enkel produktion og flabet småsnak.

Derfra går det op og ned. Tiden er løbet ud for Lil Jon, der dog ikke helt formår at trække '1800' helt ned. Det lykkes til gengæld for Souljah Boy på 'Pronto', der er skabelonskåret junk-crunk til bilbøller og fesne kamphunde. Ren nedtur blandt udmærkede numre som 'Different Languages' og 'Gangsta Luv', hvor det hotte r'n'b-navn The-Dream hooker op med Snoop.

The-Dream er dog en tæppetisser ved siden af veteranen R. Kelly, der måske nok har et gustent CV, men stadig er the man, når der skal synges omkvæd om alle kvalerne ved at være sådan en rigtig P.I.M.P. Ja, ja - klogt er det næppe, men ret underholdende.

Og underholdes er det, man gerne vil af et Snoop-album. Det lykkes - til dels med 'Malice N Wonderland'. Det er hverken rigtigt godt eller rigtigt skidt. Det er med andre ord et rigtig Snoop-album. Med enkle snerrende bid og en del forvirrede løb mellem keglerne.