Vi ses, George!
Det var så det. Eller var det?
Da finalenummeret "Freedom! '90" var braget af og popkongen havde forladt bygningen og sine stærkt begejstrede gæster til sin "The Final One"-koncert i et komplet udsolgt Parken, blafrede et stort spørgsmålstegn i luften. Fortsat. Var det her vitterligt ikonets endelige farvel til sine 27 år som giga-popstjerne kaliber "det-bli'r-ikke-større"? Var det hans sidste stadion-koncert nogensinde? Eller var det blot punktummet på den uendelige "25 Live"-turné George Michael har rejst jorden rundt med de sidste to år? Eller…?
Spørgsmål brødfødt af rygter og fortolkninger i både dansk og international presse, blandt popidolets tusinder af trofaste fans - og holdt varmt af små hints og citater fra hovedpersonen selv og ikke mindst af referencen til hans forrige duo Whams sidste koncert "The Final" i 1986. En mystik af den slags kun de allerstørste stjerner kan rejse. Og som George Michael ikke gør det mindste for at afmystificere. Givet med fuldt overlæg, så spekulationerne kan fortsætte, folk stadig har noget at snakke om - og hans ikonstatus kan styrkes yderligere.
Kronisk storform
Det er fjerde gang den 45-årige græske brite gæster Danmark på sin maraton-turné efter først en vellykket koncert i Parken og siden to styk i Århus, hvoraf i hvert fald den første, som undertegnede så, også var en fornøjelse. I alt 160.000 solgte koncertbilletter er det blevet til herhjemme, hvilket han fra scenen fortalte os, gør Danmark til det land, hvor han har spillet for den største procentdel af befolkningen på turneen.
Bortset fra justeringer på sætlisten er det samme show, han har leveret ved hvert af besøgene, og også diskede op med igen denne aften i Parken. Og tak for det, for "if it works, don't fix it!" og George Michaels koncertformat på denne turné fungerer vanvittigt godt. Bygget op omkring greatest hits fra især solokataloget. Vi fik både lov til at feste igennem til dunderhits som "Fast Love", "Faith" og "Outside". I andre passager blev vi aet og strøget med hårene af de bedste af balladerne som "Jesus To A Child", "Kissing A Fool" - og naturligvis "Careless Whisper".
Og så fik vi såmænd også få eviggrønne Wham-højdepunkter som "Everything She Wants" og "I'm Your Man". Leveret af en eminent sanger i tilsyneladende kronisk storform, der elegant og ubesværet stod der i rampelyset og vandt vores udelte opmærksomhed i intet mindre end næsten tre timer. Med sine fine sangskrivningsbedrifter og glødende stemme. Sat flot i scene med en godt tænkt scenekonstruktion, der foruden hovedpersonen i midten bød os et tre-etagers stillads med musikere på, tre gigantskærme med video-sekvenser og en række velfungerende visuals, og så det store gimmick under den politiske "Shoot The Dog". Her fik vi atter hilst på showets gigantiske oppustelige figur af en George Bush med et fjoget ansigtsudtryk, og en efterfølgende tilføjelse af en engelsk bulldog, der også pustede sig op, for at servicere Bushs ædlere dele.
Den obligatoriske forventning om, at Wham-makkeren Andrew Ridgeley ville dukke op ved koncerten - og andre skingre rygter som at Elton John og Arnold Schwarzenegger(?) var blevet fløjet ind - viste sig ikke overraskende at være en and. Og pyt med det. For det var alt rigeligt med George Michael selv og hans respektindgydende talent for at kombinere sin professionalisme med et ufravigeligt nærvær. Kun et par enkelte valg af ligegyldige sange og et lille problem med koncentrationen under de mindre stærke ballader skæmmede koncerttriumfen. Jo, og så den fysiske udfordring i at træde ind på plænen foran scenen kl. 19.30 til forventet koncertstart kl. 20 og først kunne sætte sig ned igen fire timer senere. Men vi taler gener i små-tingsafdelingen. Det var en stor aften.
Kovendinger
Med George Michaels gøren og laden ved man aldrig. Popexcentrikeren er ekspert i såvel store proklameringer som efterfølgende kovendinger. Så hader han og køre højtbelagt retssag mod sit pladeselskab Sony Music - så underskriver han ny kontrakt med dem. Så siger han, at han aldrig mere vil udgive plader - så kommer der en ny. Og da undertegnede interviewede popstjernen til DR i 2004 udtalte han, at netop det interview måske ville blive hans sidste tv-interview nogensinde. Med et "…nooooot!" føjet til siden.
Med en koncert som denne, viste George Michael at han er og bliver en af verdens største popsangere, der virkelig formår at kunne gå ind og løfte så stor en opgave det er, at gøre en gigantkoncert af dette format til en intens, nærværende oplevelse for så mange mennesker. Et talent der ikke bør og forhåbentlig heller ikke kan holdes tilbage. Så vi ses igen - ik' George Michael?