Interview med Mike Sheridan

Ikk' nogen Trente-klon!

16-årige Mike Sheridan udsendte sit debutalbum 'I Syv Sind' i sidste uge. Her fortæller han om, hvordan det er at være Mike Sheridan i disse dage.

16 år gammel og dansk elektronicas nye store håb. Hvordan er det at være Mike Sheridan i disse dage?
Mike Sheridan: "Lige p.t. er det en lille smule stresset. Jeg har lavet musikken til en af balletterne til årets sommerballet på Bellevue Teateret, og det har taget lang tid at få på plads, og så spillede jeg også i forestillingen hver aften den sidste måned.

Hertil kommer så interviews, spillejobs, venner og så nogle remixes, jeg har gang i. Men det er super dejligt for det er jo alle sammen ting, jeg godt kan lide at lave. Nu glæder jeg mig bare til at folk skal høre pladen, og til at se hvad det fører med sig".

Dit album hedder 'I Syv Sind' - hvorfor? Hvad er det du er i tvivl om?
Mike Sheridan: "Jeg er ikke i tvivl som sådan, men titlen er tildels udsprunget af nogle af de valg, jeg har taget. Jeg droppede ud af gymnasiet uden egentlig at ville være foruden, og så er der alle de almindelige teenage “problemer”. Det er jo ikke helt nemt at være et lille menneske endnu".

Fortæl os lidt om albummet. Hvad er det man får, hvis man køber 'I Syv Sind'.
Mike Sheridan: "Når man køber 'I Syv Sind' får man en stemningsrapport fra det sidste halvandet år af mit liv. Alle numrene er lavet i en bestemt situation og i et bestemt humør enkeltvis. Tilsammen danner det så en lille samlet oversigt.  Samtidig er 'I Syv Sind' ikke sådan en plade, hvor der er en masse sang og instrumentering, og det giver pladen en rummelighed, hvor man som lytter har plads til selv at skabe en verden inde i og omkring mit lydunivers. Lidt komplekst, men der er et niveau mere i mine ting, som man kan benytte sig af hvis man har lyst!

Alle lydene er optagede og formet i computeren, så det har en ret speciel klang. Lyden er dyb og på samme tid både grov og meget detaljeret. Og der er også to numre med vokaler levet af Frida Hilarius og Maya Albana, som man kan nynne lidt med på".

Trentemøller bliver ofte nævnt i sammenhæng med dig. Kan du (for lægmand) forklare forskellen på dig og ham musikalsk?
Mike Sheridan: "Nu er der lavet meget andet elektronisk musik, end det Trentemøller har lavet. Faktisk rigtig rigtig meget. Men der er klart en københavnsk lyd, som jeg tror er lidt resultatet af fælles inspirationskilder og en fælles opfattelse af, hvordan man sammensætter musik og generalt lyd på.

Der er nogle stykker i byen, der har en lyd, der er lidt i samme boldgade, og det er en lyd, der ikke rigtigt findes andre steder i verden - men det ændrer sig hele tiden. Forskellen på Trente og mig musikalsk er, at jeg laver noget andet musik, end han gør, men det er stadig dybfølt elektronisk musik.

Jeg tror også, at folk kan høre på min plade, at det er en anden lyd. Jeg er jo ikke en Trentemøller-klon, og jeg er heller ikke den nye Trentemøller. Jeg laver mine egne ting, som jeg synes de skal lyde i mit univers".

Hvad byder fremtiden på? Vil man måske se dig bevæge dig ud i nye genrer?
Mike Sheridan: "Jeg kommer klart til at bevæge mig i flere genrer end kun elektronisk, da jeg ikke kan se en grund til at begrænse sig indenfor det man laver. Mere om det til den tid.

Jeg skal ud og spille en masse spændende jobs og spille lidt i udlandet, håber jeg. Så skal jeg have lavet en tredje single til min plade og måske en ep. Derefter tror jeg, at jeg hopper tilbage på skolebænken og tager mig en lille pause. Og så har jeg stof nok til den næste plade.

Det ville i hvert fald være dumt for mig, hvis jeg bare satte mig ned og gik igang med den næste plade allerede nu. Vil også gerne have noget og sige med de ting jeg laver, så jeg skal lige finde ud af, hvad den næste plade skal handle om. Om den så bliver en jazzplade eller en popplade skal jeg ikke kunne sige".

Til sidst: Af en knægt på 16-år, virker du-  i hvert fald hvis man hører din musik - som et meget melankolsk menneske. Hvorfra stammer den melankoli?
Tror lyden udspringer af at hele det sidste halvandet år har været lidt kaotisk. Det, at jeg har faret rundt mellem flere forskellige ting og lige har skulle få styr på, hvor jeg var på vej hen, har jo også en rolle at spille her. Ikke at det har været en trist ting overhovedet, og der er da mange af numrene, der ikke kun er melankolske.

Jeg tænker ikke på “I Syv Sind” som en trist plade, men mere som en dragende spændende stemningsrapport, med elementer af både håb, glæde, kærlighed, had, og hvad ellers livets små og store dramaer handler om.

Min største nuværende melankoli udspringer af, at min far ikke vil give mig flere lommepenge. Det er jeg begyndt at gå lidt i spåner over".