Interview med Analogik
Klunserier lige fra laden
Med festlige, fængende fusioner af hiphop, electronica, ska, balkan, velkendte samples og udefinerbare krydderier, har Analogik efterhånden slået sig fast i undergrunden som fremragende feststartere og afslappede, genreeksperimenterende beatsnedkere. Nu er de klar med deres andet album - og dr.dk/musik fangede lige Asger fra Analogik til en hurtig snak.
Ét af jeres kendetegn er jo jeres sindssyge genre-fusioner. Fortæl lige lidt om, hvordan et nummer bliver til hos Analogik.
Først og fremmest skal man jo tage toget til Århus, og derefter bussen til Gammel Harlev. Der skal man lige sidde i køkkenet og drikke kaffe et par timer, og så gå rundt at kigge hvad der er sket på gården siden sidst. Når alt det er overstået går man ud i studiet, som er en gammel ombygget lade, hvor man enten åbner et nummer som er i gang, eller starter på et nyt. Der er næsten altid et nummer som ikke er færdigt, og vi kan sagtens bruge flere måneder på et nummer - til gengæld er der så ret mange numre i gang på én gang.
I har ret hurtigt fået en temmelig stor fanskare. Hvis I selv skal sætte ord på det - hvad er det så I har som folk bare er helt tossede med?
Vi har eksisteret som band i en del år efterhånden, og vi har næsten lige siden starten spillet en del ude til forskellige arrangementer. Til at starte med, var det bare nogle af vores venner som syntes det var meget hyggeligt dét vi spillede, men der er stille og rolig kommet flere til. Jeg tror det folk godt kan li er at vi ikke er så perfekte, og at vi ikke prøver på at være alt muligt smart. Vi er bare 4 mennesker som stener og laver noget musik, og har det sjovt med det.
"Vi vil faktisk gerne opfordre folk til at sample vores musik og gøre med det, hvad de har lyst til. Så længe man har en idé med det og prøver at lave noget nyt med nummeret, kan jeg ikke se, hvorfor man skulle kunne have et problem med at nogen hugger nogle bidder af ens musik."
Analogik
I reklamerer for at Klunserbeats/LIVE - MÅSKE - er én lang liveoptagelse. Kom nu: Ja eller nej?
Den er lige præcis hvad du gør den til.
Analogik? Hvorfor hedder I det?
Vi skulle bare lige pludselig bruge et eller andet navn som kunne skrives på en flyer, og så blev Analogik valgt af mangel på bedre. Jeg har aldrig rigtig brudt mig om det, og har flere gange foreslået vi skulle finde på et nyt, men nu er det ligesom ved at være for sent.
I udforsker som sagt ret mange genrer, stemninger og udtryk. Hvor og hvordan finder I inspiration?
Vi er fire mennesker med forskellig musiksmag - samtidig med, at vi allesammen er åbne overfor ny musik. Jeg står mest for det elektroniske og hiphop'en, mens de andre byder ind med jazz, balkan, blues og andre ting. Så jeg tror man kan sige, vi finder inspiration i hinanden.
Da vi besluttede at Klunserbeats skulle være mere hiphop-agtigt lavede jeg f.eks. "hiphoplektier"-cd'er til de andre, så vi kunne komme lidt ud over de der klichéer som tit opstår, når almindelige musikere forsøger at lave hiphop. Til gengæld har de så hjulpet med at trække lyden i alle mulige andre retninger, så cd'en nok egentlig ikke længere kan betegnes som et hiphop-album.
Jeres nye plade hedder Klunserbeats og I hugger og sampler jo som gale. Synes I der er forskel på at stjæle og klunse?
Som udgangspunkt må vi slå fast at det er ok at sample fra alt, især os. Vi vil faktisk gerne opfordre folk til at sample vores musik og gøre med det, hvad de har lyst til. Så længe man har en idé med det og prøver at lave noget nyt med nummeret, kan jeg ikke se, hvorfor man skulle kunne have et problem med at nogen hugger nogle bidder af ens musik. Klunsere finder gamle ting, som folk ikke længere gider at have, sætter dem i stand og i en ny kontekst, og giver dem på den måde en ny værdi.
"Til at starte med troede vi at det var vigtigt at hoppe rundt på scenen og lave vilde fagter, men det virker til at det er mindst lige så godt bare at stå og gøre sig umage med at spille godt, og nyde musikken."
Analogik
Vi ved at I er fremragende til at starte fester. Men hvad er jeres ambitioner - vil I mere end det?
Jeg tror egentlig ikke at det nogensinde var vores ambition at starte fester, og jeg har stadig ikke helt forstået hvad det er vi gør som gør folk så vilde nogen gange. Det er selvfølgelig vildt fedt, man er jo i en slags symbiose med publikum når man står der på scenen, så hvis folk er vilde bliver man selv vild og spiller bedre. Nogen af vores bedste koncerter har været når vi har spillet i små pakkede rum hvor man står helt tæt på publikum, og folk danser og har det rigtig godt. Til at starte med troede vi at det var vigtigt at hoppe rundt på scenen og lave vilde fagter, men det virker til at det er mindst lige så godt bare at stå og gøre sig umage med at spille godt, og nyde musikken. Vi kan godt lide at gøre ting i perioder, ment på den måde at nogen gange er det sjovt at spille en masse live koncerter, mens vi andre stunder holder mere af at krybe ind i studiet og komponere musik til tv-programmer, computerspil eller film da det er en anderledes og underholdende måde at lave/bruge ens musik.
I har skruet lidt ned for Balkan-inspirationerne på Klunserbeats. Hvad med skægget, ryger det så også snart?
Det kommer nok meget an på hvem du spørger. Bjørneren som man må sige at være skæg- kongen i bandet kan højest finde på at trimme det lidt. Jeg tror faktisk aldrig jeg har set hans hage. Ellers sker det en gang i mellem at een af os dukker op med bar hage, det er dog aldrig noget som får lov til at foregå i så lang tid af gangen.