Marie på vandring i Tom Waits' gader

'En funklende fuldendt stjerne på den natsorte himmel' kaldte vi her på dr.dk/musik Marie Fisker i anmeldelsen af hendes debutalbum 'Ghost of Love'. Her fortæller hun om nærvær, længsel og de mange inspirationer bag pladen.

Du har været musikalsk aktiv længe, og allerede i 2005 fik du Carlsbergs 'Årets Håb'-pris. Hvorfor har vi skullet vente så længe på dit debutalbum?

Jeg har rodet med denne plade sammen med Jakob Høyer i vores studie over lœngere tid. Vi har eksperimenteret med forskellige ideer og fundet ind til sangene. Det har vœret en spœndende proces for mig at komponere og producere. En meget lœrerig og personlig rejse. Det har åbenbart taget den tid det skulle tage, men jeg er rigtig glad for resultatet. 

Musikken har noget, som man måske kunne kalde country'ens blå tone i sig - en særlig stemningsfuld melankoli. Hvad er det, der gør, at det er lige præcis den musikalske stemning, du anslår?

Det har vel noget at gøre med mit vœsen. Desuden synes jeg "den blå tone" har en spœnding, som gør materialet levende, fordi enhver glœde rummer stor hengivelse og i hengivenhed også en vis lœngsel, på godt og ondt. Vi har forsøgt at dykke ned uden at gøre det kompliceret, men med en nœrhed. 

Det er en stemning, man især forbinder med amerikansk musik. Musikere fra andre lande har også prøvet at ramme den, men det lykkes ikke altid helt godt. Det gør det til gengæld for dig. Hvad er forklaringen?

Jeg lytter til meget amerikansk musik, og det er primœrt dèr jeg henter min inspiration. En skramlet el-guitar, forestillingen om de gader Tom Waits spankulerer rundt i, Thelonius Monk ved et støvet klaver, Karen Dalton på en terrasse i regnvejr og Johnny Cash med sit kors om halsen. Det er den musik jeg er vokset op med og derfor er farvet af. Ultimativt er udgangspunktet blues ...det er her rødderne er grundlagt i de musikalske referencer, jeg arbejder med. Blues er jo ikke oprindeligt amerikansk, men en eller anden mystisk universel rundgang og farve som findes i traditionel musik fra Afrika, Indien, Irland osv... country, flamenco og arabisk musik.

Du afslutter albummet med en fortolkning af Gillian Welchs 'Good Till Now', og navne som Gillian Welch og Lucinda Williams melder sig helt klart i mine tanker, når jeg hører pladen. Har de betydet noget særligt for dig?

Gillian Welch har helt klart betydet meget for mig. Det var et par nœre venner, som introducerede hende for mig, og det var for mig en bekrœftelse i, at et kunstnerisk udtryk med nerve ikke handler om at vride og vende sig men at give slip. Derudover synes jeg, Gillian Welch og David Rawlings skriver fantastiske sange og skriver gode tekster. De laver en slags moderne bluegrass, som er barberet ind til benet og er så rørende. 

Steen Jørgensen fra Sort Sol er med på pladen, og du har tidligere indspillet det gamle Sods-nummer 'Copenhagen' sammen med ham. Hvordan opstod jeres samarbejde?

Det var faktisk Katja Boom/Djuna Barnes som sammensatte os til nummeret 'Copenhagen'. Siden da har jeg haft et brœndende ønske om at synge med ham igen. Jeg synes, vores stemmer klinger rigtigt godt sammen, og vi er på mange måder enige i vores tilgang til musik. Steen har en stœrk karisma, integritet, hudløs indlevelse, og jeg elsker hans rå, upolerede nerve. For mig er han én af de bedste mandlige sangere som findes! 

Har han samme funktion for dig som Mark Lanegan har for Isobel Campbell?

Ja, det kan man måske godt sige.

Hvilken oplevelse håber du folk får, når de lytter til 'Ghost of Love'?

Jeg håber folk vil lœgge deres helt egne historier ind i teksterne og musikken; tage dem til sig på deres egen måde.  En drøm er jo at give folk en sœrlig oplevelse, hvor man videregiver stemninger og billeder, som kan og vil åbne for folks egne drømme, smerte, glœde, sorg etc... Samtidigt håber jeg også, at man som lytter bare vil give sig hen og opleve musikken i al sin enkelhed.