- Solveig er klart mere blufærdig end mig

Lone Hørslev er digter, Solveig Sandnes er musiker, til sammen kalder de sig Er De Sjældne, og i marts udgav de albummet 'Lyserød Lyseblå Beige', som har fået adskillige anmelderroser med på vejen. 

Oprindeligt udkom pladen kun på vinyl og som download, men nu bliver den også tilgængelig på cd, og i den anledning fangede dr.dk/musik Lone Hørslev til en snak om det musikalske samarbejde, fugle og om at få sangeren til at føle sig som en elefant i et korset. 

En digter og en musiker mødes og laver en plade sammen. Det sker jo ikke hver dag. Hvordan opstod idéen til samarbejdet mellem jer?

- Vi havde mødt hinanden gennem Nikolaj Nørlunds projekt 'Andersens drømme' fra 2005, som vi begge medvirkede i. Og jeg havde lyst til at prøve at arbejde med en kvinde og en kvindes univers, efter at have arbejdet tæt sammen med Mads Mouritz.

To numre på albummet har navne efter fugle, 'Isfugl' og 'Spurvehøg', og jeres bandnavn leder også tankerne i fugle-retningen - hvorfor den fascination af fugle?

- Måske var det fordi jeg boede på Fanø og lige op og ned ad vadehavet, hvor der er et utrolig rigt fugleliv, at det lå ligefor at lave det dogme at der (helst) skulle være fugle til stede i alle sangteksterne. Det kom der så ikke, men det var udgangspunktet.

Fugle er for mig skønhed, lethed og bare et ord som ISFUGL er jo vanvittig smukt. Det passede bare godt til Solveigs stil og stemme, synes jeg.

Hvilke udfordringer møder man, når man som digter og musiker skal lave musik sammen?

- Både i mit samarbejde med Mads og med Solveig, oplevede jeg at der var ord de simpelthen ikke kunne synge. Fordi det enten lød dumt eller overskred deres blufærdighed.

Solveig er klart meget mere blufærdig end mig, og jeg havde for eksempel skrevet "jeg kaldte dig en pik" i en af sangteksterne og "onaner så lidt som muligt" … Det gik ikke. Hun var lige så utilpas i de sætninger som en elefant i et korset.

Du har før lavet musik med Mads Mouritz. Hvad er det ved musikkens verden, der trækker i en digter som dig?

- Først og fremmest synes jeg bare det er rigtig sjovt at lave mange forskellige ting. Jeg fortsætter jo med at skrive digte og romaner, men jeg må indrømme at jeg synes det er rigtig, rigtig sjovt og udfordrende at skrive sangtekster. Jeg synes det er voldsomt inspirerende at opleve mine egne ord fortolket på den måde.

Og så mener jeg altså også at tekst og musik kan noget sammen, som ord ikke kan alene. Måske – tror jeg – fordi musikken har en helt særlig privilegeret adgang til kroppen. Selvfølgelig kan ord også gå i maven, eller i blodet, eller hvad man siger.

Men helt konkret sker der jo ofte det, at når vi rammes af musik, jamen så begynder kroppen at leve sit eget liv. Måske er det bare foden der vipper. Eller måske vælter arme og ben rundt eller måske græder man.

Ord og musik kan sammen tale til et meget stort følelsesregister. Optimalt skal der i en god sang både tales til hjernen og hjertet og fødderne.

Kan du anbefale andre plader, der bygger på samme udgangspunkt som jeres, altså hvor en digter og en musiker mødes og samspillet mellem lyrik og musik går op i en højere enhed?

- Mine favoritter er Anne Linnets 'Kvindesind' med tekster af Tove Ditlevsen. Og 'Tiderne skifter' af Sebastian og med tekster af Bertolt Brecht.