- Interpol er USA's svar på os

I lyder som Interpol. I lyder som Joy Division.

Den slags har Decorate Decorate måttet lægge øre til gang på gang, siden de første gang spillede deres mørke og stemningsfulde rockmusik for et bredere publikum. Nu er den københavnske sekstet klar med debutalbummet 'Instructions', og vi greb chancen for at spørge Asbjørn Auring Grimm om hans forhold til postpunk, Paul Banks' gruppe og meget sortsynede tekster.

Er I Danmarks svar på Interpol?

- Interpol er Amerikas noget primitive svar på Decorate Decorate. Men det skal siges, at vi er ret stolte af at et band, der laver så ordentlig musik, har taget udgangspunkt i et støjrockband fra lille Danmark. Vi ønsker alt det bedste for Interpol i deres videre karriere.

Jeres musik bliver tit kaldt postpunk eller sammenlignet med bands fra den genre, f.eks. Interpol og Joy Division. Hvad er det ved postpunkens mørke univers, der tiltrækker jer?

- Postpunken tog et godt afsæt i punkens umiddelbarhed og bragte for så vidt ikke meget andet end det indadvendte mørke med sig. Et rum som ikke er svært at finde i sig selv, hvis man er interesseret i verden, som (i alt fald på vore breddegrader) har 12 mørke timer i et gennemsnitsdøgn.

Punken gav muligheden for to akkorder og en holdning. Postpunken gav distortionen en årsag. Og støjrocken gav akkorderne og tonerne mening. Men vi spiller ikke postpunk, punk, støj eller rock ifølge os selv. Det er andres holdning. Vi spiller instrumenter. Det er noget andet.

Jeres tekster er særdeles gennemarbejdede, men det er måske ikke altid optimismen, der hersker. "Culture's defined by teenage angst, modern art is magazines... Economies rise, beliefs fall... Children are accessories" lyder det i 'Europe Has No Heart'. Står det så slemt til for Europa?

- Ja. Det står slemt til i det offentlige rum. En stor del af kritikken, der finder sted i teksterne, finder sin rod i den moderne journalistisk, som jeg er meget skeptisk tilhænger af. Formidling er overordnet set det samme for journalisten som det er for kunstneren. Men jeg mener reelt set, at Danmarks journalistiske stand ofte glemmer at stille sig selv til regnskab for sin gerning, glemmer hvor de som journalister står i forhold til det behandlede stof.

Det er medvirkende til at skabe en "folkelig holdning", der ikke er der, medmindre den netop bliver skabt - af journalistikken. Og hvis den "moderne" formidling er et udtryk for en samlet holdning i en given befolkning, så er det givet, at den befolkning "ikke har et hjerte". Og når tendensen er gennemgående i Europa hvis ikke i hele vesten, så er synes jeg ikke, jeg kan se et hjerte i Europa. Men jeg kan heldigvis se mange hjerter blandt mine venner og min familie. Så det skal nok gå. The future is ok.

Jeres sange rummer citater fra bl.a. den danske digter Morten Nielsen og den kontroversielle franske forfatter Michel Hoeullebecq. Hvad fascinerer jer ved dem?

- Morten Nielsen er blandt mine største helte i dansk litteratur. Men jeg er også en sucker for det at være ung. Han stod i en historisk situation med det reelle valg mellem liv og død for fødderne og valgte at skrive. Absurd, ikke? At han desuden i sin korte karriere skrev flere formidable tekster er en sjælden bedrift.

Houllebecq er et kapitel for sig selv. Han er uden tvivl den stærkeste nulevende forfatter, jeg har læst. En mørkemand, der penetrerer den moderne verdens forfængelighed og leverer nogle velvalgte mavepustere til menneskets selvgodhed og til ideen om det retfærdige "humane" menneske. Houellebecq anerkender og beskriver mennesket som det dyr, det også er. Jeg er langt fra enig i alt, hvad Houellebecq siger, langt fra. Men jeg kan se mig selv, min generation og i særdeleshed mine forældres generation i hans skriverier.

Hvis man skal dykke tilbage til den såkaldt oprindelige postpunk, hvad er så de vigtigste albums og hvorfor?

- Jeg har aldrig som sådan dyrket postpunken og er egentlig ikke så bredt bekendt indenfor genren. Jeg holder utroligt meget af Joy Divisions 'Unknown Pleasures', som har den der mørke og særdeles verdensfjerne lyd. Ian Curtis kunne skrive meget vedkommende og mørke tekster om at føle sig alene og bange for sit eget selskab, hvilket jeg sagtens kan sætte mig ind i.

Scott Walker er nok ikke meget af en "postpunker", men alligevel var hans sange med til at inspirere mange af genrens bands, så jeg vil fremhæve ham og hans formidable 'Scott 3' som en af de bedste præ-postpunkplader, der findes. Der var en mand, der gik rundt i England og distribuerede kassettebånd med en samling af Walkers bedste sange, og af en eller anden grund fik han en slags kultstatus ud af det i punk- og postpunkmiljøet derovre. Desuden indeholder 'Scott 3' den underskønne sang 'Copenhagen', som jeg fik tilegnet af en veninde, da jeg flyttede til København. Den har aldrig sluppet mig. Desuden lavede danske The President's Heart en underligt inspirerende version af åbningsnummeret 'It's Raining Today', da de spillede på musikcafeen i Aarhus i 2004 til et arrangement, hvor jeg spillede med mit andet band The 30es.

Hvad får man af nyt hos jer, som man ikke får hos f.eks. Joy Division eller Interpol?

- Man får et band, der laver den musik, de holder af at lave, og som tager sin formidling seriøst. Der er omtanke og reel musikglæde i hver eneste tone, vi spiller, og det skulle meget gerne komme til udtryk i sangene. Lyrisk set er der kilometervidt mellem Joy Division, Interpol og Decorate Decorate, og vi forsøger at bringe nogle nye ting ind i rocktekster, der ofte ikke "vil" særligt meget. Om det lykkes skal jeg ikke kunne sige.

Vi elsker støj i Decorate Decorate. Og minimalinstrumentering. Det er lidt af et paradoks, men et paradoks, som resulterer i en lyd, vi synes er spændende. Om verden har samme holdning er et andet spørgsmål. Men vi er virkelig glade for, at der er et par mennesker, der holder af vores sange. Og så er vi ret stolte, når vi kan vise en flot plade til vores forældre og sige: "Se mor og far! Jeg har selv lavet den!"

'Instructions' er ude nu på A:Larm