preload loader
jooks
 

Skrevet af: 

 

- Havde ikke drømt om, at det ville eksplodere sådan

04. jun. 2009 17.37 Musik Opdat.: 08. jun. 2009 09.48

Jooks er ude med sit debutalbum 'Priviligeret', der bl.a. indeholder kæmpehittet 'Hun vil ha' en rapper'. Her fortæller han om albummet, og om hvad det vil sige, at være Priviligeret.

Du kalder dit debutalbum 'Priviligeret' og står på coveret med en sølvske i munden. Hvad lægger du i at være priviligeret?

- Jeg blev født privilegeret, fordi jeg blev født i Danmark - et af verdens rigeste lande med et sikkerhedsnet, hvor maskerne er så tætte, at det kun er de færreste, der falder igennem og rammer bunden.

Hele mit liv har jeg fået alt, hvad jeg har haft brug for og mere til. Og alligevel fanger jeg mig selv i at brokke mig over alt det, jeg ikke har og alt det, jeg ikke har opnået.

"Hele mit liv har jeg fået alt, hvad jeg har haft brug for og mere til. Og alligevel fanger jeg mig selv i at brokke mig over alt det, jeg ikke har og alt det, jeg ikke har opnået."

Jooks om at være priviligeret

 

"Aldrig sulten, altid mæt – stadig ik’ tilfreds", som jeg siger på titeltracket.

I mine øjne er det den negative konsekvens af at være født ind i den store middelklasse, hvor man aldrig har oplevet at skulle kæmpe for at overleve. I andedammen ser vi ofte ikke længere end til vores egen næsetip, fordi vi simpelhen ikke kan forholde os til, hvad det vil sige ikke at kunne tage i morgen for givet.

Jeg mener, at vi er udstyret med gyldne skyklapper, og det er derfor, jeg valgte at kalde min plade for 'Privilegeret' – for det er først, når vi anerkender, at skyklapperne eksisterer, at vi kan fjerne dem.

Skal man se titlen som et kritisk opråb til danskerne?
 
- Jeg vil ikke kalde albummet et kritisk opråb, men måske nærmere en kritisk kommentar til det danske samfund – den stigende lukken sig om sig selv og mangel på åbenhed.

Har du et par gode råd til danskerne?

- Jeg har et, der til alle os, der har en tendens til at blive for navlebeskuende: Kig op en gang imellem – det kan være at du lærer noget.

Og nu til dig. Du er røget til tops med singlen 'Hun vil ha' en rapper'. Havde du regnet med, at successen ville være så markant?

- Jeg havde regnet med, at ”Hun vil ha’ en rapper” ville ramme bredere end nogle af de andre tracks, jeg har lavet, men at det ville eksplodere sådan, som det har gjort, havde jeg i min vildeste fantasi ikke drømt om. Jeg er dybt taknemmelig for at folk gider at lytte til det jeg laver!

Og hittet betyder, at der nu er flere der vil høre mit album end før.

"Jeg kan ikke mærke nogen forskel. Jeg cykler stadig rundt i København, som jeg altid har gjort, køber ind i Netto og henter min søn i vuggestuen, uden at jeg bliver genkendt."

Jooks om at blive kendt

 

Kan du mærke, at du er blevet en rapstjerne med et hit? Eller kan du stadig leve et stille og roligt liv med indkøb i Netto og cykelture gennem København?

- Det er et spørgsmål, jeg er blevet stillet et par gange indenfor de sidste par hektiske uger, og hånden på hjertet: jeg kan ikke mærke nogen forskel. Jeg cykler stadig rundt i København, som jeg altid har gjort, køber ind i Netto og henter min søn i vuggestuen, uden at jeg bliver genkendt.

Det danske sindelag er heldigvis heller ikke indrettet sådan, at vi lægger os i gruset for mennesker, vi har set i fjernsynet eller hørt i radioen – og den uimponerethed i forhold til ”kändisser” er guld værd.

Til gengæld kan jeg mærke, at der kommer flere folk til mine koncerter, og det er det, der betyder allermest for mig – at folk er interesseret i at høre musikken live!
 
Hvordan ser fremtiden ud for Jooks?

- Om en måned: laver jeg rap

Om et år: laver jeg rap

Om 5 år: laver jeg rap

Et af mine mål er at bevise, at rap ikke bare er et ungdomsfænomen. Rap er perfekt til at sætte ord på vores tanker og følelser – og tankerne og følelserne bliver forhåbentlig ikke mere uinteressante, bare fordi man er fyldt halvtreds. Jeg rapper i hvert fald stadig dér, så må vi lade folk bedømme om det holder!

'Priviligeret' udkommer den 8. juni. Læs anmeldelse af pladen via linket til højre på siden.

Send eller anbefal link

Lyd og video

Læs også

Jooks' debutalbum 'Priviligeret' er netop udkommet.

 

Nyt fra dr.dk/musik

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra dr.dk/musik.

Nyhedsbrev

 
Få dr.dk/musik som RSS-feed
 
 
 
Du er her: dr.dk > Musik > Artikler

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.