Hannah Schneider - er Harry Potter-bands det nye sort?
21. sep. 2009 10.46
Opdat.: 21. sep. 2009 14.17Du har måske allerede hørt om hende. Pigen med debutpladen og det sjove navn. Hvad gør hende til et af de bedste up-coming talenter, og er hun virkelig en romanfigur?
Hannah Schneider er debutaktuel med pladen af samme navn, og i den forbindelse barslede vores webredaktion med nogle spørgsmål, som den kreative musiker med glæde ville svare på.
Dit debutalbum udkommer på mandag. Hvad er det for en plade, du udsender?
- Det er en plade, der indeholder alt lige fra store elektroniske produktioner til små knitrende keyboardnumre. Grundfølelsen er melankolsk, og sangene har en del til fælles med sange fra den amerikanske singer-songwriter tradition, mens lyden på pladen er elektronisk orienteret med masser af uventede instrumenter og lyde.
Som debuterende albumkunstner har du sikkert stødt på nogle overraskelser undervejs - hvad er der sket af uforudsete ting?
- Selvom jeg syntes, jeg var forberedt på processen, endte det alligevel med at komme bag på mig, hvor lang tid det tager at lave en plade, som er hel og hænger sammen. Man når langt væk fra udgangspunktet og tilbage igen, før man er tilfreds.
Så har det også taget lidt ekstra tid fordi min makker, Kåre, og jeg har spillet det meste selv. Og hvordan er det lige man spiller blokfløjte, hvis man ikke har prøvet det før? Det er der kommet meget gøgl ud af og har selvfølgelig taget sin tid.
Hvad er dine drømme og forventninger til dit album?
- Jeg håber virkelig folk opdager at pladen er her, og vil give den tid til at bundfælde sig på deres anlæg. Der er mange seje unge piger i dansk musik lige for øjeblikket, og jeg håber, at jeg får mulighed for at vise min egen særlige indgangsvinkel til musikken for et stort publikum.
Det at udgive en plade medfører også en masse livejobs, og den del glæder jeg mig virkelig meget til - når sangene spilles live får de tit et helt nyt liv.
Kan du nævne 3 ting, som du er specielt glad for ved pladen?
- Jeg er meget glad for sangene, og det at de har fået plads til at 'leve' i produktionerne.
- Lyden af de strygere, vi har haft inde og indspille (de var billige i drift, fordi de alle sammen er i min familie).
- Vi har tilstræbt en slags 'etno-mystisk-bollywood' lyd, og det synes jeg er kommet til at lyde af en million.
Du skal spille til Newbees festival i Århus på fredag. Det er en koncertrække af 'de bedste, danske, up-coming talenter' - hvad har din musik, som har givet dig plads under den betegnelse?
- Jeg synes, at jeg har en ny tilgang til singer-songwriter genren. Da jeg er elendig til at spille guitar, har jeg måtte finde mit eget bud på, hvordan sangene skulle spilles. Jeg har gang i keyboards, pedaler og samplere, når jeg spiller live.
Vi er kun tre i bandet. Der er fodbas, trommemaskiner og meget andet godt, når vi er ude. Det giver en helt særlig lyd - der er kun lige præcis plads til det allermest nødvendige for at holde sammen på det hele.
Jeg har en ret uhøjtidelig tilgang til min musik, det er ikke så hemmeligt, og det tror jeg godt kan være forfriskende.
Lige til sidst - dit navn Hannah Schneider - er det hapset fra bogen 'Særlige emner inden for ulykkesteori' (en suveræn bog) - korrekt? Og hvis ja, hvorfor og hvordan hænger det sammen?
- Niks, det er vist snarere omvendt! Jeg hed Hannah Schneider lang tid før bogen kom, faktisk helt fra jeg blev født - men jeg får mange Myspace-adds fra hardcore bogfans, som tror, at jeg er en slags tribute til bogen.
Måske er det en ny niche, og Peter Plys-/Sherlock Holmes-/Harry Potter-bands er det nye sort ...
Hannah Schneider debutalbum er netop udkommet.