The Politics “goes” Top 1 - i Bretagne
10. dec. 2009 12.42 MusikForestil dig en festival midt i en by med spillesteder som et dansk Forum placeret mellem en Hovedbanegård og et Magasin; et københavnsk Saltlager genopstået for en weekend plus tre store hangarer fyldt med fest og farver midt i en lufthavn af Ålborg-størrelse.
Umuligt?! Ja måske i København, men en realitet i den franske provinsby Rennes, hvor festivalen Les Transmusicales løb ad stablen den første weekend i december. Som altid - og i år for 31. gang. En blændende festival der forener koncerter midt i den julesmykkede, bretonske provinshovedstad med to dages fest i gamle haller i forstadskedsomhed ved byens lufthavn. Rennes er en stor universitetsby og publikum er både lokalt, fra provinsen og fra resten af Frankrig. 42.000 deltog i 2009 i den lille uge det samlede festivalarrangement fandt sted.
Fra SPOT til Frankrig...
I de sidste mange år har festivalen rent musikmæssigt været styret af en ildsjæl med vidundeligt friskt hørende ører, Jean-Louis Brossard. Selv fra Rennes og selv vokset ud af det punk- og ny rock studentermiljø, der lagde grunden til Transmusicales i 1979. Gennem årene har han rejst verden rundt for at lytte og invitere ny musik til Festivalen.
I maj i år besøgte han (igen) SPOT-festivalen i Århus, og dér hørte og så han Rubberhead Bandits - et nyt navn fra DR's KarriereKanon på P3. Bandet blev straks inviteret til Transmusicales - og resten er historie - dog med den krølle at bandet siden skiftede navn til The Politics.
Den store debut...
I lørdags spillede The Politics så i Rennes. For første gang i Frankrig og for første gang overhovedet foran et publikum på godt 6.000 mennesker. Klokken 02:15 midt i det sorteste nattemørke gik bandet på scenen i Hall 4 - foran et godt tændt publikum, der var mere end parate til fest.
Og The Politics kom, så og sejrede med en energifyldt, enkel gang partypop med lån fra et utal af hits fra 'Wild Thing' og frem - og sangeren David Boyd tog i den grad kegler, da han mellem andet og tredje nummer viste sig at være en mere end habil break-dancer. Godt og temmelig frygtløst gået af et nyt, ungt band.
Det var den lokale franske presse også enige om. The Politics blev sammenlignet med både Beastie Boys og Nirvana.
Ouest France - og den store begejstring...
Mandag efter festivalen havde det førende lokale medie Ouest France på deres web-platform bedt seks journalister om komme med deres Top 5 over de bedste koncerter på Les Trans 2009.
To havde The Politics som nummer 1 blandt mere end 70 forskellige navne fra lande som USA, England og Frankrig. To havde The Politics som henholdsvis nummer 3 og 4 - og kun to fandt slet ikke plads til den dynamiske trio på en Top 5.
Men både publikum og anmeldere var begejstrede - og den franske journalist Gilles Kerdreux skrev kort og godt: " Un batteur, un chanteur, un guitariste, c'est tout mais ça suffit pour embarquer tout le monde" - eller "en trommeslager, en sanger, en guitarist, det er det hele, men det er nok til at erobre hele verden".
Billeder og live-klip på YouTube fra Les Trans og flere anmelselser kan findes via links til højre på siden.