Få Under Byen eksklusivt i Barometeret
08. jan. 2010 12.55 På søndag den 10. Januar bringer Det elektriske Barometer på P3 et interview med Under Byen og tester som det første radioprogram deres nye single 'Alt er tabt' fra deres kommende album af samme navn.
Albummet er det første fra det anmelderroste alternative orkesters hånd siden 'Af samme stof som stof' fra 2006. Udgivelsen af 'Alt er tabt' blev i efteråret udsat på ubestemt tid men skulle nu være klar til udgivelse den 8. februar.
Om albummet siger trommeslager Stine bl.a.:
"Jeg håber da ikke at man synes, at selvom titlen er 'Alt er tabt' så er der ikke noget at komme efter - sådan er det bestemt ikke ment. Hvis man fokuserer i 'Alt er tabt' på selve det der er tabt, så er det et punkt i selve titlen, men man kan også fokusere på hvad kommer når alt er tabt - hvad så? Altså - så bliver det også noget med bagefter..."
Siden sidste plade har pianist og sangskriver Thorbjørn Krogshede forladt orkesteret hvilket har tvunget de resterende medlemmer ud i en redefinition af deres lyd og arbejdsproces. Ifølge orkesterets egen pressemeddelelse er lyden på pladen "skåret ind til benet. Mere rå, primal og lige på, og det fortættede univers, som orkestret har udviklet over sine tre foregående albums, skulle nu være under afvikling."
Lyt med på søndag kl. 21. i Det Elektriske Barometer på P3. Efterfølgende vil du kunne høre programmet her på sitet.