Remee kunne ikke se, at Natasja havde X Factor.

Længslen efter bilulykker og hurtig død

Den nyligt udkomne bog om rap- og reggaefænomenet Natasja er godt fyldt med bilulykker. Efter at have grovædt sig gennem næsten 400 siders særdeles levende læsning, sidder man tilbage med følelsen af, at det næsten var uundgåeligt, at Little Tascha måtte lade livet i en al for tidlig alder på en jamaicansk hulvej – uden sikkerhedssele, småskæv og med alt for høj fart.

For det var sådan hun var, og det var sådan hun levede sit liv. Kalenderen var godt fyldt op, og Natasja var altid sent på den. Om det så var på vej til lufthavnen, på vej til koncert eller på vej til sine elskede heste, så var det altid på et hængende hår, at hun nåede frem. Sømmet i bund, for jeg skal nå det hele:  være reggaestjerne på Jamaica, oprørsk yndling i Danmark og vindende jockey i Sudan. Og samtidig skal jeg have tid til mine daglige joints, min Horton-saga og mine venner og familie.

Sikke et menneske. Og sikke et tab. Det er den følelse man IGEN sidder med, når sidste side er vendt. ’Natasja’ går hele vejen bagom mennesket, kunstneren og ikonet. Det er et stykke dybt relevant kulturhistorie, fremragende musikjournalistik og et passende supplement til alle dem, der først lærte Natasja at kende efter sin død. Hun var så meget mere end den søde pige bag hits som ’Op Med Hovedet’, ’Gi’ Mig DK tilbage’ og ’Calabria’. Og ingen andre end veninden Karen Mukupa og vennen Rasmus Poulsen kunne have fortalt den historie.

Dis is how we a drive ina Jamaica
Som nævnt er der masser af faretruende hints om faren ved bilkørsel i ’Natasja’. Rammen er næsten profetisk. Som da stedfaren Leo forgæves forsøger at få en 5-årig Natasja til at tage sikkerhedssele på. ” … det ville hun ikke. Så gik jeg om på bagsædet og spændte selen på hende. Og så stak hun mig en på snotten, så jeg fik en blodtud… Hun vidste, hvad hun ville, og hvad hun ikke ville”.

Da danske Jah Chris dør på de hullede jamaicanske veje nogle år før Natasja, burde nogen måske have trådt på bremsen. Men nej: ”Dis is how we a drive ina Jamaica”, lyder det fra vennen Jesse på en af de utallige ture til Jamaica, hvor bilen svinger faretruende fra side til side i et forsøg på at undvige hullerne. Men igen: Natasja ville – og nåede næsten det hele.

Efter talentkonkurrence-sejren på Jamaica, hooker hun op med den københavnske hustler Cutter, der frem mod Natasjas død fungerer som hendes personlige sekretær. Han kommer med følgende ide til at få øget opmærksomheden omkring hende i Danmark: ”Mens du er væk, kan vi ringe til Ekstra Bladet og sige, at du er kørt galt og er død på Jamaica. Du ville blive Danmarks 2Pac”. Stakkels dreng. Den melding han fik kort tid efter, må have gjort ekstra ondt efter sådan en gang smarten-spilleri.

Produceren Pharfar virker i bogen som den eneste, der på et eller andet tidspunkt har bedt Natasja om at holde lidt igen. Han takker nej til Cutters promillekørsel og giver Natasja en røffel dagen efter en vild tur på de danske veje: ”Vi bliver nødt til at sætte mere pris på livet, for det ku’ fandeme være gået galt i går. Prøv at forestil dig overskriften: ’Pharfar og Natasja dræbt i biluheld’”.

Desværre hørte ingen rigtig efter. Så da Natasja og Karen skal hjem fra endnu en succesfyldt koncertoplevelse hopper de gladelig ind i bilen sammen med nogle lokale fyre. ”Dis is how we a drive ina Jamaica”. Kun forfatteren Karen spænder sin sikkerhedssele.

Remee synes Natasja var for skæv
Dramaet omkring Natasja død er et markant spor i ’Natasja’. Et andet – og i sideantal væsentligt mere fyldigt et – er et blik bag kulisserne i 90’ernes og 00’ernes reggae- og hiphopmiljø. Her vil nogle læsere måske falde af, men er man tryg ved jargonen og har man styr på de mange referencer er der guld overalt.

Ikke mindst historien om Natasjas gruppe No Name Requested kamp med og mod pladebranchen er overlegen læsning – fyldt med sjove, skæve og spidse anekdoter. Det burde have været dem, og ikke handelsskoledrengene fra Ace Of Base, som Mega havde satset på!

Eller hvad med den her om Remee, hvis gennemkalkulerede popmusik ikke får meget kredit hos bogens forfattere. Natasja løber på hitmageren i 1999: ”Karen presser Remee for, at Natasja kan komme med på pladen og forklarer, hvilket stortalent hun er. Remee ruller med øjnene og siger: ’Ej, helt ærligt, er hun ikke lidt for skæv’”.

Selv en X Factor-dommer kan godt overse et talent, der både havde X-, Y- og Z-faktor. Mange andre så hende: stjerneskuddet i den nyere danske musikhistorie. Hende den lille egenrådige ruffneck ved navn Natasja.