preload loader
sleep party people
 

Skrevet af: 

 

Lyden af Bornholm der møder Nørrebro

Sleep Party People er mødet mellem Bornholms tome gadehjørner og Nørrebros hurtigt hamrende hjerte. Mød Brian Batz - manden bag albumaktuelle Sleep Party People

Helt kort - hvad er Sleep Party People, og hvad er det for en plade, du har smidt på gaden?

- Sleep Party People er mit lille hjertebarn og en verden, hvor jeg får sendt alle mine tanker, følelser, længsler og lyster igennem et maskineri af mærkværdige lyduniverser. Her møder det organiske, det elektroniske og ender i et slags ”Alice in Wonderland”-eventyr, hvor kaninen tager dig med på en usædvanlig rejse.

Dit album er lavet på Nørrebro, men du kommer fra Bornholm. Kan man høre begge steder i din musik?

- Det kan man bestemt. Længslen og de sfæriske elementer stammer fra Bornholms tomme gadehjørner og lyden af det øde ingenting. Nærmest som en god gammel western film. Det er fundamentet bag den drømmeagtige og organiske lyd, som befinder sig på pladen. Det hurtigt hamrende hjerte, som man får erhvervet sig, når man flytter til København, kickstartede min interesse for den elektronisk/ambiente musikscene, hvilket gjorde det oplagt at tage brug af den indflydelse og inspiration på pladen.

"Længslen og de sfæriske elementer stammer fra Bornholms tomme gadehjørner og lyden af det øde ingenting. Nærmest som en god gammel western film. Det er fundamentet bag den drømmeagtige og organiske lyd, som befinder sig på pladen."

Sleep Party People er Brian Batz’ soloprojekt. Han har netop sendt sit debutalbum på gaden.

 

Sleep Party People er et enmandsprojekt - hvad har det givet dig i forhold til at være en del af en gruppe?

- Det at skulle bestemme og tage alle beslutninger selv, var i starten en meget uvant situation for mig, som jeg dog med tiden lærte at sætte stor pris på. Jeg havde brug for selv at skulle indspille alt, samt selv lære at producere og mixe det hele.

Ønsket om at presse mig ud i situationer, hvor jeg ikke følte mig hjemmevandt, blev en slags terapeutisk oplevelse. Jeg havde ikke på daværende tidspunkt brug for, at alle idéer blev vendt titusind gange i seks forskellige hoveder. Jeg havde brug for at optage det umiddelbare og spontane.

Det hele viste sig at blive totalt målrettet, fokuseret, nærmest som en ”ikke-nedskrevet” dogme-regel og personligt blev jeg ufattelig overrasket over min selvdisciplin i processen.

Musikmagasinet Soundvenue har dig blandt de navne, man skal holde øje med i 2010 - hvad siger du selv? Bliver 2010 dit år?

- Jeg må nok indse, at det ikke alene bliver mit år, men at det højst sandsynligt skal deles med nogle andre. Faktisk har jeg aldrig før haft så god en fornemmelse med den danske musikscene.
Der sker nogle vanvittige interessante ting, som fortjener højst mulig opmærksomhed. Når det så er sagt, så er jeg dog sikker på, at 2010 bliver et forrygende år for Sleep Party People. Der er udsigt til, at intet er umuligt og sådan skal det også være. Det tiltaler mig.

Sleep Party Peoples debutalbum udkom den 25. januar.

Send eller anbefal link

Lyd og video

 
 

Nyt fra dr.dk/musik

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra dr.dk/musik.

Nyhedsbrev

 
Få dr.dk/musik som RSS-feed
 
 
 
Du er her: dr.dk > Musik > Artikler

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.