Dúné taler ud om filmen 'Stages'

Dokumentarfilmen 'Stages', om det fremadstormende band Dúné, følger de 7 unge medlemmer gennem 2 år. Filmen høstede mange anmelderroser da den havde præmiere i november 2009. Nu udkommer filmen på DVD.

Vi fangede forsanger Mattias til en snak om filmen. Om hvad der var sjovest, mest pinligt og mest ufroglemmeligt.

Allerførst - hvorfor denne film?Hvorfor er det spændende at få et indblik i de sidste par år i Dúnés liv?
- Det spurgte jeg også mig selv om mange gange i løbet af de ca. 2 år, de fulgte os. Grunden er, at vi i bund og grund er 7 normale mennesker, der er kastet ud i ganske unormale omstændigheder.

Det filmen viser er os 7 i de vigtigste år i vores liv, hvor vi gør alt for at forfølge vores drøm. Det er det, der gør filmen meget vedkommende og nem at relatere til - men samtidig ekstraordinær. Vi vil vise folk, at man aldrig skal stoppe med at tro på drømmen.

Da ideen så var fremme på bordet - hvilken film ønskede I så det skulle være?
- Vi havde ikke det mindste begreb om det i starten. Det havde instruktøren Uffe heller ikke. Vi kastede os bare ind i det med forhåbning om det bedste. Vi vidste jo heller ikke, hvor vi ville befinde os, når filmen var færdig og hvad der ville ske - de kom ikke ligefrem med et manuskript og sagde: Hey, sådan skal I leve de næste to år af jeres liv.

Men hen imod slutningen blev det klart for mig, at det bare skulle være en ærlig film. Den skulle vise os på både godt og ondt. Selvom Uffe var blevet en del af den inderste kreds omkring bandet, skulle han ikke tøve med at smide nogle meget personlige scener på skærmen for at skåne os. Vi er interesseret i virkeligheden, sandheden og ikke glansbilledet. Folk må se os som vi er, hvis de ikke kan lide, hvad de ser, må de jo gå et andet sted hen…

Og vi kommer tæt på Jer i filmen. Har I haft en optionsmulighed for at sige fra, hvis noget blev optaget, som I ikke ville have med?
- Vi har skrevet under på en kontrakt, der I princippet siger, at vi intet har at sige, men som sagt kender vi efterhånden Uffe så godt, at hvis vi lagde os ned og sprællede og skreg, så ville han nok give efter.

Og selv om den scene, hvor min mor hjælper mig med at lave kaffe for 2 år siden, måske ikke er det mest rockede, der er set i nyere musikhistorie, så viser det jo et billede af det miljø, som jeg er vokset op i. Jeg ville da have gjort meget for at få lige præcis dén scene ud, da jeg synes den er pinlig, men jeg er alt for subjektiv til at vurdere det selv og stolede derfor på at Uffe vidste, hvad han lavede.

Og når I så ser filmen, er der så nogle sjove sekvenser, som I undrer Jer over IKKE er med?
- Der blev optaget 700 timers film, så der er SÅ meget, der kunne være sjovt at have med. Der er også rigtigt meget godt, der ikke nåede det til den færdige film. Uffe kunne bl.a. nemt have lavet en hel komedie-dokumentarfilm om vores ture til Japan og den vildeste sex, drugs & rock'n'roll-film om vores Europa-turneer.

På et tidspunkt må vi udgive en boks med samtlige 700 timers råbånd inddelt i måneder.

Og til sidst. Hvilken scene i filmen er sjovest?
- Der er mange scener, der simpelthen er priceless:

- Som den med Cille, der siger følgende til sin far, da hun flytter hjemmefra, og han spørger, om hun ikke vil have to grimme gulgrønne havestole med: Jamen far, jeg tror ikke vi kommer til at sidde så meget.

- Eller den med Ole, da han har slået op med sin store kærlighed: … men det er sgu da også fedt, at når vi er ude, kan jeg sidde med to mulatpiger i en jacuzzi i New York.

- Hele sekvensen med vores manager Manfred er virkelig også sjov.

Og det mest pinlige?
- Selv synes jeg scenerne, hvor jeg, som dårlig undskyldning for at komme for sent til en øver, siger, at min mor har ryddet op på mit værelse, og jeg dermed ikke kunne finde nøglen, og de andre bryder ud i grin er dybt pinlig. Det fremstår jo som sandheden - hvilket det et eller andet sted også var - he he.

Og hvad gør dig mest stolt?
- Der er af og til nogle hurtige sekvenser, hvor man ser klip fra vores mange rejser og koncerter rundt om i verden, og der får jeg en stolt følelse i maven. Jeg er 21 år, rejser verden rundt og rammer rigtig mange mennesker med den musik, jeg er med til at skabe. Det er rart at blive mindet om, hvor priviligeret det er.

'Stages' udkommer på DVD 1. marts.