Tik tak - tiden går
17. feb. 2010 12.32 MusikDicte er ude med et nyt album, der beskæftiger sig med begrebet tid. Vi tog en snak om albummet 'Tick Tock'.
'Tick Tock' - du har lavet et album om tid. Hvad har inspireret dig til det?
- Vi skal hele tiden nå så meget, at vi allerede er bagefter, inden vi er kommet i gang. Det handler hele tiden om, hvor meget vi kan og skal nå - ikke kvaliteten af det vi når!
Vi siger hele tiden: ”nu må vi snart ses” og så er der sgu lige gået 3 måneder. Eller “når jeg lige kommer rundt om dette hjørne”, så kan jeg ditten og datten. - Sådan er det bare ikke. Life is what happens, while you´re busy making other plans, som John Lennon sagde.
Jeg er selv et moderne menneske i et miljø betinget af deadlines både arbejdsmæssigt og i dagligdagen. Derfor var det nærliggende at kommenterer på det med at tiden går: Tiden der er for lidt af og tiden der er for meget af. Fremtiden og fortiden. Tiden der forhærder, forblinder og eller forsvinder.
Du har blandt andet udtalt: Tiden er på mange måder det moderne menneskes største problem. Hvilke problemer har du med tiden - siger du ja til at være med i for mange ting.
- Som en god ven engang sagde, da jeg opremsede en mængde projekter jeg var i gang med: “Jamen så er vi jo allerede bagefter!”.
Hvad slags album er det musikalsk - og hvad er nyt siden sidst?
- Den elektroniske side - "keyboard siden" - er langt mere i centrum. Man kan vel kalde det en slags futuristisk rock og soul - elektro soul - med et legesygt, funky, flabet og humoristisk tvist. Det er up-tempo med en rastløs energi, og nogle tekster der står meget stærkt - når jeg nu skal sige det selv!
I februar og marts er du på turne sammen med Thomas Helmig - hvordan bliver det, tror du?
- Jeg er allerede startet her i den forgangne weekend, og det var f... fedt og skønt at være ude og spille igen. Og skønt at være “underdog”. Og tommelfingeren op for Thomas og band, fordi de kunne se, at vi ville gøre aftenerne endnu større. Vi glæder os til at se dig derude.
'Tick tock' udkom den 15. februar.