...da rocken kom til Danmark
08. feb. 2008 13.45 Midt 50'erne var præget af koldkrigsstemning. Velfærdssamfundet begyndte stille at finde sin form, men krigens skygge lå stadig over landet, og blandt højdepunkterne var besøg fra stats-mænd som Churchill og Eisenhower. Man lyttede til pæne Nina & Frederik og dansede til jazz i klubberne.
50'erne var også tiden, hvor efterkrigstiden store børneårgange blev unge. De var mange, tjente deres egne penge og var med til at skabe det nye begreb Teenager. Men teenagerne havde ikke rigtig noget at lave eller nogen steder at være. Man kunne gå på isbar eller som det vildeste hænge ud på sin knallert.
Rocken kommer
Så kom der nye lyde fra USA. Bill Haley & The Comets bragede igennem med nummeret 'Rock Around The Clock' og var med til at definere begrebet 'Rock and Roll', og i sydstaterne begyndte en vis Elvis at rulle med hofterne.
Den strømning lugtede danselæreren Børge Kisbye og arrangerede Danmarks første Rock'n'Roll danseforestilling. Den 4. oktober 1956 fik den danske ungdom sit første møde med Rock'n'Roll i KB-Hallen. Der fandtes endnu ingen danske rockorkestre, så Kisbye havde hyret Ib Glindemanns store jazzorkester. Orkestret havde i årene op til været et populært bigband orkester, men var nu ved at miste terræn til de nye toner, og sagde ja tak for at holde skindet på næsen. I front stod den unge lærling Ib "Rock" Jensen, som havde vundet en talentkonkurrence, og skreg " Rock and Roll". Sammen flyttede de taktslaget på orkestrets repertoire til 2 & 4 i stedet for 1 & 3 og skabte noget, der lugtede lidt af rock. Rock'n'Roll levede op til sit vilde ry, da dansekonkurrencen til mediernes store glæde endte med ballade. Den viste sig senere at være fremprovokeret af en dagbladsfotograf.
En anden af dansk rock and roll-stjerne blev Flemming Rasmussen, som ændrede navn til James Rasmussen, da han vandt en talentkonkurrence som den danske Tommy Steele. Rocken blev i slutningen af 1950'erne gjort pænere og pænere, og blev opslugt af underholdningsindustrien, men James Rasmussens egen single 'Handclaps' har nogle af de ægte toner.
Anderumper og læderjakker
Med rock'n'roll'en fulgte også en ny tids mode med strutskørter, candyflosshår og til herrerne anderumper formet med vaseline - håret skulle jo sidde rigtigt, når der var asfaltbal i Enghave-parken. Her blev det flere gange til sammenstød mellem de unge læderjakker og politiet. Det skete også, da der i 1959 blev arrangeret en festival, "Nordisk Rock Battle", på friluftsscenen i Bella-høj. Om aftenen brød der optøjer ud, hvilket endte med, at scenen brasede sammen under Melvis Rock Band, Danmarks første rigtige rockband. Endnu engang fik rock'n'roll stemplet som en farlig, rebelsk størrelse.
Radio Mercur
Men for de fleste unge drejede det sig bare om at lytte til en musik, som ramte dem lige i mellemgulvet. Og den mulighed fik de med Radio Merkur, som i 1958 begyndte at sende fra et skib i Øresund for at omgå Danmark Radios monopol. Her kunne man blandt andet høre den unge stjerne Otto Brandenburg, der ramte lige ind i pigehjerterne. Otto Brandenburg skulle også have optrådt i Danmarks Radio, men bestod i første omgang ikke den mikrofonprøve, som alle her skulle igennem.
I 1963 måtte Danmarks Radio dog bøje sig for de nye tider med radiokanalen P3, der kopierede Merkur, som lukkede samme år. Tiden er moden til Clifters og Peter Belli, og fra England lød der nye toner fra fire langhårede fyre. Beatle-manien var på vej.