Ulrik Jensens favoritter
Ulrik Jensen fra Sport På 3eren skriver følgende om sin 2007-liste: "Om dette er årets bedste plader tvivler jeg kraftigt på. Men det er 10 plader, der har betydet noget for mig i 2007. De er opstillet i uprioriteret rækkefølge!
Arcade Fire: ’Neon Bible’
Efter triumfen med albummet ’Funeral’ for nogle år siden slog Arcade Fire i 2007 til igen. Med ’Neon Bible’ sætter canadierne sig på tronen som det mest originale rockforetagende på denne side af årtusindeskiftet. Glem referencerne, overgiv dig og lad dig blæse bagover sammen med konstateringen af, at en form for rockgud findes.
The National: ’Boxer’
Ikke mange formår at overgå eller bare matche et album som Nationals forrygende ’Alligator’ fra 2005. Ikke desto mindre er det lige præcis, hvad New Yorker-bandet selv gør med opfølgeren ’Boxer’, der er mørk, smuk og cool som bare fanden. Et mesterværk.
Jens Unmack: ‘Aftenland Express’
Unmack har efter min mening lavet årets bedste danske plade. På ’Aftenland Express’ får Mr. Love Shop sit gennembrud som solist via en perlerække af sange, der ville gøre sig som greatest hits-samling for mange andre (gode!) kunstnere.
The Good, The Bad & The Queen: ’The Good, The Bad & The Queen’
Som stor beundrer af Damon Albarn er det svært ikke at holde af denne udgivelse. Albarns enorme talent, legesyge nysgerrighed og fundamentale kærlighed til musik viser sig atter. Clash-bassisten Paul Simonons tilstedeværelse rammer det hele ind.
Tindersticks: ‘BBC Sessions’
Måske kommer der aldrig en ny Tindersticks-plade. Men mens man arbejder med dén ret kedelige tanke, kan man passende glæde sig over fortidens bedrifter fra et af 90’ernes allerbedste bands. De stilige mørkemænd fra Nottingham med Stuart Staples i spidsen viser på disse BBC-optagelser, at de er enestående i deres tid.
Olesen-Olesen: ‘Kain og Abel’
Brødrene, der aldrig har lavet en dårlig plade - hverken som Olesen-Olesen eller Greene, sætter et flot, foreløbigt punktum for samarbejdet med denne dobbeltudgivelse. Henriks halvdel trækker veloplagte musikalske linjer bagud mod forbilleder som The Cure, Orange Juice, Joseph K, The Smiths og Go-Betweens. Peters halvdel viser, at han er den bedste sangskriver og sanger af de to. Konklusionen er, at brødrene er bedst sammen på trods af - eller netop på grund af deres forskelligheder.
Britta Phillips & Dean Wareham: ‘Back Numbers’
En Gaffa-skribent gav pladen to stjerner med udgangspunkt, i at Wareham ikke længere har den samme ’alternative gnist’, som da han stod i spidsen for Galaxie 500 og Luna. Samme skribent er vel typen, der også stadig flæber over, at Steen, Knud, Peter og Thomas ikke længere render rundt i Pisserenden sammen iført sikkerhedsnål og nittehalsbånd. For undertegnede er Wareham en kulturbærer, opfostret i lyset af Velvet Underground, Lee Hazlewood, Television, Serge Gainsbourg, you name them...
Diverse kunstnere: ‘1977 - the Spirit of Punk’
Faldt over denne eminente dobbeltudgivelse i en pladebutik i Dublin. Med 50 udvalgte numre fejres 30-året for punkens store gennembrud. The Clash, Sex Pistols, Iggy Pop, Buzzcocks, Ramones, Undertones, Wire og mange, mange flere og langt mindre kendte bands er med. Perfekt til julefrokosten eller andre anledninger hvor spastisk dans og luftbas påskønnes..
Richard Hawley’: ‘Lady’s Bridge’
Faktisk mener jeg, at de fleste af Richard Hawleys fire foregående udgivelser som solist er bedre end denne. Men bundniveauet er ekstrem højt hos romantikeren fra Sheffield, der stadig leverer elegant, drømmende britisk pop af den fineste aftapning. At høre Hawley er som at køre i tog gennem et stille efterårslandskab med skarp sol og lange skygger.
Babyshambles: ‘Shotters Nation’
Peter Doherty er måske på flere måder noget af et fjols, men det er svært komme uden om hans evne til at ramme plet musikalsk med sine skæve og skramlende sange.