Beyoncé viste klassen
20. apr. 2009 14.35 Musik
Opdat.: 07. maj 2009 11.14
Med en superstjerne som Beyoncé i centrum glemmer man hurtigt alt om rum og tid. Det beviste hun i Herning Messecenter, hvis em af hapsdogs og flæskesvær blev fuldstændig glemt i de to timer sangerinden fyrede sit stort anlagte show af.
Lyden (i hvert fald i Golden Circle, hvor denne skribent befandt sig) var noget nær optimal, sceneshowet pompøst og sjældent underholdende, det rene pigeband velspillende og knivskarpt, sangvalget gennemtænkt og sangerinden selv var i topform. Hun sang som en drøm, og kunne, efter en lidt stiv optakt, også finde masser af overskud til at smile og sludre med publikum.
Man frygtede lige en Celine Dion
Beyoncé lagde ud med startraketterne 'Crazy In Love' og 'Baby Boy', før tempoet blev sat kraftigt ned, og man blev sjasket til i et maritimt brudetema - sangmæssigt og visuelt. Her frygtede man, 15 minutter inde i koncerten, at der ville gå Celine Dion i den - at den modnede Beyoncé var blevet endnu en dødbider med et gigantisk redskab.
Den frygt blev banket i jorden. Sjæleren 'If I Were A Boy' fil tilsat tung elektrisk guitar, og mashet up med Alanis Morrisettes 'Oughta Know', før en headbangende Beyoncé på knæ foran publikum lukkede nummeret ned. Så var festen for alvor skudt i gang, og fra dette øjeblik så ingen sig tilbage.
Perlerne fulgte på en snor. Kun afbrudt af forskellige danseintermezzoer fra en flok veltrænede hjælpere, der både fungede som afledning fra Beyoncés mange kostumeskift (en 7-8 stykker), og som en måde til at få genhørt nogle af de utallige stærke numre Beyoncé har liggende i bagkataloget på en hurtig og aldrig trættende facon.
Beyoncé i Herning, søndag den 10. maj 2009
Klik på et billede
For at se et billede i fuld størrelse skal du blot klikke på det. Klik på billedet igen og du får denne oversigt frem igen.
Især genhøret med nogle af de ældre og til denne lejlighed redigerede/forvrængede Destiny's Child-numre var interessant. Disse numre pegede virkelig fremad på udgivelsespunktet, og fremstår stadig dugfriske den dag i dag. Det er bare med at komme hjem og finde 'Bills, Bills, Bills', 'Jumpin' Jumpin' og 'Say My Name' frem fra gemmerne.
De små hår på armene
Selvom både danserne, videografikken og korpigerne The Mama's frække version af Diana Ross' 'Love Hangover' sad lige i øjet var det dog allersjovest, når Beyoncé selv var på scenen. Det var her hårene rejste sig på armene.
Det skete både under gamle schlagere som 'Bootylicious', 'Deja Vu' og 'Check On It' - der blev fremført ude blandt publikum - og på nyere pletskud som Obama-hyldesten 'At Last', supersinglen 'Single Ladies' og til slut 'Halo', der på mange måder viser Beyoncés format. Hun er modnet som menneske og kunstner, men har stadig modet til at udfordre. Men hende bliver det kun meget sjældent kedeligt eller klæbrigt.
Denne aften, på heden i det jyske, blev det i hvert fald aldrig for meget. I to timer var man tryllebundet af den amerikanske skønhed, der med en optræden som denne lukker al snak om, at hun lever på lånt tid. Det er nærmere konkurrenterne, der bør kigge sig over skulderen. Som livekunstner er der i hvert fald i øjeblikket ingen, der i øjeblikket når Beyoncé til hofteholderen.