preload loader
loc
 

L.O.C.: Godt du kunne høre bassen

16. jul. 2009 22.58 Musik Opdat.: 16. jul. 2009 22.59

L.O.C. spillede primært numre fra sit seneste album, da han gav koncert torsdag eftermiddag. Vi fangede ham lige efter.

Først bliver jeg nødt til lige at høre, om I selv havde bedt lydmanden om at skrue et ekstra nøk op for bassen?
-
Nå, det var godt, man kunne høre og mærke det. Vi har valgt at medbringe vores eget udstyr, så det hele lige får lidt ekstra. Det er for egen regning, men hvor D-A-D måske lige ville bruge lidt ekstra på nogle affyringsramper og ild, tænkte vi, at når det nu er musikken det handler om, så skal det sgu' også lyde fedt.

Nu har du efterhånden prøvet en del. Hvordan er det at spille på Grøn Koncert sammenlignet med at stå på Roskilde Festivals Orange scene, som du gjorde sidste sommer?
-
Et eller andet sted minder det her lidt om, at spille på f.eks. Roskilde Festival. Der er en super cool stemning, og folk har ligesom lagt facaden i endnu højere grad på Grøn Koncert end på Roskilde.

Der er også mere fest ved festivalkoncerter eller koncerter som disse sammenlignet med mine mere normale jobs. Der kan folk i lidt højere grad finde på at stå med armene over kors, og stå med det der skeptiske 'rapper han nu ligeså godt som plejer'-udtryk i ansigtet.

Der har været en generel trend blandt de optrædende i år, at alle er klædt i det stiveste puds. Hvordan var det lige at stå i Dean Martin-suitet i 25 graders varme?
- Det var faktisk ok, og ikke så varmt som jeg frygtede. Det var til gengæld rimelig vigtigt, at jeg havde seler på, for ellers havde bukserne sgu' gledet ned.

Og mine sko de har lige skrabet huden af på hælen og irriteret ad helvede til, og når vi når længere frem skal stemmen også nok nå at blive lidt hærget, så der bliver nok lidt fysiske problemer de sidste par dage. Men jeg er jo også en gammel mand, der fylder 30 lige om lidt, så vi smider bare lidt båndet vokal afsted og kører playbackstilen, ha ha.

Ja, ja. Du kan jo nærmest også tillade dig alt. Hvordan føles det egentlig at være den mest coole person i dansk showbiz?
- Skulle det nu være mig? Nå, men så føles det da meget rart, ha ha. Nu er det jo ikke sådan, at jeg går klædt i jakkesæt til hverdag. Men jeg er jo blevet ældre og har lidt droppet den der med at prøve at ligne en fra en amerikansk storbyghetto med graffitti på tøjet og så videre.

Nu går jeg nok egentlig mere klædt, som de fleste mænd i min irske familie. Det vil sige et eller andet par bukser og så en Fred Perry-trøje i stedet for Fubu-hættetrøjen.

Send eller anbefal link

L.O.C. var en af de mange velklædte mænd til Grøn Koncert.

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Musik > Temaer > Groen_Koncert_2009 > Artikler

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.